Hestehuller var oprindelig med i Mette Vedsøs velskrevne novellesamling To minutter i dommedag (2016), hvor hun i otte noveller tog udgangspunkt i situationer, hvor hovedpersonen er under pres. Presset kom enten indefra eller, som her i Hestehuller, udefra fra veninden Jos, forældrene og egne fordomme. I Hestehuller skildres, hvordan følelser som skam og skyld tager kontrollen og kammer så meget over, at det fører til noget, der let kunne være blevet en drukneulykke.
I Hestehuller er to veninder taget med forældrene i sommerhus. Solen skinner og alt fungerer perfekt, lige indtil den sære, pinlige og ikke særligt begavede Gydde, eller Flora, kommer på besøg med sine forældre. Det sker hvert år, men i år rykkes der gevaldigt ved balancen mellem pigerne. Hvor Gydde de andre år har været et udholdeligt indslag i ferien for Marie, er det i år helt anderledes på grund af Jos. Hun er anderledes, hun er for meget og absolut ikke det, der er brug for.
“Jeg har badetøj med.” Hun flagrede med et ternet net. “Jeg har fået ny badedragt.”
En kuldegysning startede helt oppe i issen, den ormede sig ned gennem nakke og rygrad, satte sig i halebenet og arbejdede sig helt ned mod jorden. En så tydelig kropsfornemmelse, at det føltes overnaturligt, som en form for advarsel.”
Sådan lyder det ildevarslende før novellens dramatiske højdepunkt og Gyddes møde med et hestehul, der nær koster hende livet. Hun reddes af to drenge på stranden, der også er empatiske over for Flora, som, på trods af at hun spiller sej, har været dødsensangst ude i havet.
Det er ikke kun for Gydde/Flora oplevelsen bliver central. Marie ser pludselig noget helt andet i den naive Gydde og reflekterer: ”Undskyldninger var verden fuld af, og Gydde ville tro dem alle.”
Nu udgives Hestehuller i serien ”billednoveller”, illustreret af Thit Thyrring med en billedside, der minder om oliemalerier og klassikere i dansk malerkunst. De er farvemættede, stemningsfulde og emmer af sol og sommer samtidig med de afspejler personernes følelser og tanker.
Hestehuller anbefales til litteraturundervisningen i udskolingen, hvor man udover handling, plot og persontegning kan undersøge samspillet mellem tekst og billede og den samlede fortælling det afstedkommer. For mange ikke læsevante unge er det en befrielse at få en lille, smuk og fastindbundet udgivelse i hånden, der ikke virker uoverkommelig, men som er litterært vitaminrig og som kan danne baggrund for gode samtaler.
Mette Vedsøs velskrevne, realistiske fortællinger til unge må opleves som værende relevante for de intenderede læsere. Det gælder i høj grad også for Hestehuller.