Hvem bryder sig om at være alene? Ingen. Slet ikke børn. Det hænder, at hvis børn ikke kan finde sig en ven, så opfinder de en usynlig ven. En kammerat, der aldrig svigter, og som er der, lige når man har brug for ham.

Om det er det, der sker for den lille dreng i irske Oliver Jeffers bog, ”Hittegods”, må være op til læseren. I hvert fald står der en dag en pingvin uden for hans dør, og han tænker, at nogen må savne den. Han kan dog ikke finde nogen, der lige savner en pingvin, og da pingviner kommer fra Sydpolen, må den tilbage dertil.

Drengen finder sin robåd frem fra skabet, og han og pingvinen sætter kurs mod Sydpolen. De sejler over havet med bølger så høje som bjerge, og omsider kan drengen sætte pingvinen af på Sydpolen. Men pingvinen virker slet ikke glad. Den står bare og stirrer efter drengen, der langsomt bliver klar over, at han har begået en stor fejl. Pingvinen var ikke blevet væk. Den ledte bare efter en ven. Der er ingen vej uden om. Han må retur til Sydpolen.

Den originale historie, med den mere børnevenlige titel, ”Lost and Found”, udkom helt tilbage i 2005. Året før i 2004, udgav professor Maria Nikolajeva sin bog, ”Billedbogens puslespil”, som er et absolut must for alle med interesse for billedbøger. I denne bog analyserer Nikolajeva Thomas- og Anna- Clara Tidholms, ”Rejsen til Ugri- La- Brek” fra 1988. Der er nogle interessante sammenligninger ved denne og ”Hittegods” af Thomas Jefferson, som jeg vil dykke ned i idet følgende. Det er altid sjovt, når de gamle fagbøger kan tages ned fra reolen og få liv igen.

Billeder og barnets bevidsthed

For det første efterlades der en del huller til læseren. Vi undres sammen med drengen om, hvor pingvinen kommer fra, og hvorfor den står lige foran netop hans dør. Tekstsiden er begrænset, men som i så mange andre af hans tidligere udgivelser, rammer Jeffers lige ned i fortællingens grundsubstans og tema om ensomhed, og hvor vigtigt det er at finde en ven. Alle har brug for en ven.

Den begrænsede, men veldisponerede tekstside, overlader meget til læseren og til billedsiden. For det er i billedsiden, vi finder barnets bevidsthed, begrebsverden og tidsfornemmelse.

Maria Nikolajeva taler om et narrativt filter, der indebærer, at læserens forstår mere, end bogens hovedperson selv gør. I ”Hittegods” er det tydeligt, at drengens fantasi spiller kraftigt ind i perceptionen af selve fortællingen. Han har lige en robåd i skabet, og han er tilfældigvis også indehaver af bogen ”Hvor pingviner kommer fra”, hvilket må siges at være heldigt, når man står med en pingvin, men ikke ved, hvor kommer fra.

Rejsen forbliver også i barnets perspektiv, hvor havet skal krydses, og drengen og pingvinen sidder roligt i den lille robåd, mens bølgerne tårner sig op over dem. Ud fra drengens subjektive synspunkt er han ikke i fare, for det er ikke havets luner, der er omdrejningspunktet for rejsen. Det er at bringe pingvinen tilbage til dens hjem på Sydpolen.

En trofast fortællerstemme

For det andet er fortællerstemmen hele tiden tro mod drengen. Vi holdes på fortællermæssig afstand under selve rejsen, men ved ankomsten til Sydpolen nærmer vi os gradvist drengens forståelsesramme, og han styrkes som fokalisator. Særligt da det går op for ham, at han må tilbage til pingvinen, der altså ikke var blevet væk.

Oliver Jeffers lader dog læseren bevare det store overblik, idet han lader drengen i båden passere højre om et isbjerg, mens pingvinen sejler om isbjerget på modsatte side i en omvendt, farvestrålende paraply, som jo er pingviners foretrukne befordringsmiddel til vands. Heldigvis får drengen atter øje på pingvinen, og på nærmest eventyrligvis afsluttes på følgende måde:

”Og så tog drengen og hans ven hjem sammen, mens de talte om fantastiske ting hele vejen”.

Ligesom børnehovedpersonerne i ”Rejsen til Ugri- la- Brek” drager ud på en lang rejse for at finde deres forsvundne farfar, der er gået bort i mere end en forstand, så er det rejsens mål, der er drivkraften for fortællingen. Da børnene har fundet deres farfar i byen Ugri- La- Brek, hvis uforståelige navn kan symbolisere dødens uforståelige abstraktion, rejser de på et enkelt opslag tilbage til deres forældre. Det er ikke hjemrejsen, der er væsentlig. Ej heller i ”Hittegods”. Det er en form for dannelsesrejse, eller snarere erkendelsesrejse, som vi er med på som læsere. Nikolajeva skriver om denne tilgang til billedbøger:

”Dette niveau er metafiktivt og kun tilgængeligt for en meget sofistikeret læser… Rejsen er også at forstå som en indre rejse”. (Nikolajeva, 2004)

Drengen i ”Hittegods” lærer betydningen af venskab, for har man en ven, er man ikke alene, og så er der nogen at fortælle historier til.

Nikolajeva peger på, hvordan illustrationerne i en billedbog kan holdes i et permanent barneperspektiv, men at de i samme fortælling kan sætte spørgsmålstegn ved tekstens ordlyd. Vi ved, at den ordløse pingvin vil spille en central rolle. I bogens omslag ser vi, hvordan drengen og pingvinen går langs en havnemole, og hermed indikeres et etableret venskab. Dermed forudses historiens og rejsens udfald.

Hengivenhed på papir

Oliver Jeffers bøger har disse lag. Han skriver ikke decideret til en dobbeltadressat, men særlig illustrationerne lægger et tydeligt lag til hele fortolkningen af bogen. Figurernes mimik er udtryksløs, men deres gestik er derimod ikke til at tage fejl af. Hengivenheden er gensidig, da drengen og pingvinen finder hinanden igen, og illustrationen bag denne genforening kunne sagtens hænge indrammet på væggen og minde en om at huske sine venner. Om ikke andet så for at have nogen at fortælle historier til.

Personligt havde jeg dog valgt en anden titel til bogen, for ordet ”hittegods” siger ikke målgruppen noget som helst. ”Tabt og fundet” kunne have været en mere mundret oversættelse af ”Lost and Found”, og det gør ikke noget at bevare noget mystik i titlen.

”Hittegod” må og skal købes til børnehaverne, indskolingsrollingerne og, naturligvis, hjem til. Der ligger flere læsninger gemt i den, og Jeffers illustrationer rummer en skønhed og en underfundighed, som jeg før har sammenlignet med Benji Davis, og det kan kun tolkes som en kompliment. Jeffers rammer barnet i barnet og barnet i den voksne, og man smiler, når man læser bogen. Så er pengene givet godt ud.