”Samme aften sætter mor sig på min seng. Jeg kan se, at hun vil TALE. Og at det dårlige humør ikke er væk.
Du, Hjalte, begynder hun. Vi har da et godt liv, os to, selvom vi er en meget lille familie, ikke?
Der eksisterer ikke noget andet svar på det spørgsmål end JO.”
Sådan er det i Hjaltes familie. Hans familie er hans mor og ham selv. Han er et donorbarn, og når han kaldes ”Donut”, så skyldes det, at han på første skoledag glad fortalte, at han var et ”donut-barn”.
Han er en del af en donorgruppe, hvor seks donorbørn mødes sammen med deres forældre. Her er Mulle også med, men selv om donorbørnegruppen er som søskende for hinanden, så har Mulle fået den ide, at hun vil kysse med Hjalte. Det stresser Hjalte. Han har også bøvl med en fremmed mand, der dukker op uden videre. Heldigvis har han, udover Mulle, også to gode venner i Krusemynte og Viktor. De er også lidt som en familie.
Anja Hitz skriver med veloplagt humor. Hun har et herlig og humoristisk syn på det familieliv, hun skriver om. Ingen udleveres, alle får plads til at være så sære, som de kan være. Krusemyntes hippie-familie med installationskunst og faderen, der spiller didgeridoo er netop tilpas over-hippie-agtige, og Hjaltes egen mors store stræben efter at gøre det rigtige som en enlig mor med barn er lige så overdrevent og overskudsagtigt beskrevet.
Hjalte er et ukueligt barn med lige så ukuelige venner. Sammen kan de klare sig mod de voksne, der ikke helt har forstået, hvad meningen med barndommen måtte være.
Titlen ”I vores familie lyver vi ikke” er hentet fra en af Hjaltes mors mange læresætninger. Det viser sig, at hun alligevel har løjet en hel del om Hjaltes fortid, men det løser sig. Der må gerne komme flere bøger om Hjalte, Krusemynte, Viktor og Mulle. Og deres forældre.
Link:
