”Så er det ligesom sommerferie. Fedt for norske nordmænd, men 100 procent ufedt for os
indvandrere uden penge? Hvad skal vi lave? De har deres sommerhuse ved havet, på fjeldet, ved
søerne, på fastlandet, ved kysten. Det fortalte lærerne engang om, ja, de har sgu også sommerhuse i
skærgården, bro. Plus sommerhuse i Sverige og på Nesodden. (…) De placerer deres hvide og
lyserøde røve over det der skumle sorte hul med et ton lort nedenunder. De der lokummer giver mig
hjertebanken, totalt noieren, mand.”
Det er Mahmoud, der er 15 år, der gennem en lang enetale fortæller om den afgørende sommer i
Oslo. Sommeren, hvor han bliver mere voksen, hvor hans bror indser, at han er en transperson og
ikke en dreng, hvor onklen fra Pakistan ikke får opholdstilladelse (Siv og Sylvi, de to norske
politikere vil ikke tillade det), og det er sommeren, hvor Mahmouds forældre må tage nogle valg.
Mahmouds bror Ali vil være en pige. Han føler sig som en pige. Det er ganske svært i et pakistansk
taxachauffør-indvandrer-liv, men Mahmoud står op for sin bror:
”Hun ser på mig, venter vist på et svar, men jeg har ikke noget svar at give hende. Jeg kigger på Ali, som ser på os begge to. Det ser heller ikke ud til, at han har noget svar. Helt ærligt! Går over? Sådan noget går ligesom ikke over af sig selv. Det er ligesom hijras og khoshre i Pakistan, de er sådan hele livet. Det er godt for min lillebror, at vi bor i Norge. I Pakistan ville han blive nødt til at arbejde som prostitueret eller danse til bryllupper eller leve af at fortælle vittigheder og synge gamle viser, når nogen fik en søn. Det havde været seriøst hårdt, bro. Wallah, jeg får ondt i maven bare ved tanken.”
Så har de mange samtaler (højlydte og stærkt underholdende i blandingen af norsk og pakistansk
slang) og på et tidspunkt tænker Mahmoud: ”Jeg føler mig som en fucking norsk lærer eller sådan
en skolesundhedsplejerske. Jeg taler så roligt, at det nærmest er spooky.”
Det er en slags ”norsk-version-af-Iqbal–Farooq”, men med en hovedperson, der er ældre. Mahmoud
er femten år, han er reflekteret, han sidder mellem sin pakistanske taxa-far og den norske verden,
men han er først og sidst et underholdende bekendtskab.
Sharif er lærer, han kender sproget hos Grünerløkke-indvandrerne, og han giver en munter tone til
et svært og alment problem: Hvordan bliver man anerkendt som den, man er?
Der er også en politisk vinkel i bogen, hvor indvandringspolitikken i Norge får nogle ord med fra
Mahmoud og hans onkel. ”Det, Fremskridtspartiet ofte glemmer, er, at min far og folk som ham
faktisk har været med til at bygge det her land op. De burde være taknemmelige. (…) Men jeg tror, at hvide mennesker i Norden ser ned på hvide mennesker fra østblokken. De har sådan et farvekort ligesom i Flügger med æggeskalshvid og sådan noget.”
Det er en bog, der slog stærkt igennem i Norge. Sharif er debutant, men der kommer helt sikkert
flere bøger med Mahmoud i hovedrollen. Det er mange problemer endnu, der skal løses.
