”Han var i virkeligheden slet ikke særlig fed. Han var bare … stor. Hvis han havde været lidt bedre til sport,
kunne han have været blevet en rimelig god rugby-spiller. Men der var helt sikkert andre drenge på hans
årgang, der var federe end ham. ”Men deres fedt sidder anderledes,” sagde hans bryster. ”De er mere faste
i det. Du ligner bare en stor, fed baby.” ”Hold jeres kæft,” sagde han. ”En stor, fed pige-baby,” drillede de.
”Det er vildt, at noget, der er så lækkert på en pige, kan være så klamt på en dreng.””

Stewart har det ikke nemt. Efter han er vokset til, har hans krop (i bogstaveligste forstand) fået sit eget liv.
Hans bryster taler nemlig til ham. Det begynder på en sommerferie til Mallorca, hvor både Stewarts farmor
og moderens nye mand driller ham med at han er overvægtig, og at han har fået bryster. Herefter sker det
mærkelige: Hans bryster begynder at tale til ham. Og det er bestemt ikke pæne ting, de har at sige til ham.
De har hver deres stemme og hedder Barclay og Colin. De gør konstant nar ad ham og sørger på grundigste
vis for at fortælle ham at han faktisk ikke er noget værd. Samtidig føler Stewart sig også uden for
fællesskabet i skolen og er sikker på, alle bare gør nar ad ham bag hans ryg – hvilket brysterne selvfølgelig
forsikrer ham er helt rigtigt.

Alt er generelt bare noget lort, for at sige det rent ud; indtil Stewart en dag møder Sylvie. Sylvie med de
smukke fregner og det fantastiske røde hår. Sylvie sidder på en bænk og taler med sig selv. Eller faktisk
taler hun med nogen andre, kan Stewart høre – og det viser sig at være hendes fregner. På forunderlig vis
kan både Sylvie og Stewart høre hinandens indre stemmer, og det går op for dem at deres indre stemmer
kommer fra det, de hader allermest ved sig selv: For Stewarts vedkommende brysterne, og for Sylvie
fregnerne. Det giver dem en helt særlig form for samhørighed, og herefter er deres skæbne beseglet. De
finder sammen og ender med at være sammen resten af livet. Stemmerne er der stadig af og til, men fordi
de har hinanden og kærligheden til hinanden, glemmer de helt at høre efter dem.

Det er de helt store temaer, Patrick Ness her tager op i Hold nu op!: Ensomhed, mobning, selvværd, venskab, kærlighed
– listen er lang. Bogen er virkelig velskrevet, og Stewart når helt ind under huden på én, så man får ondt i
maven sammen med ham, når han bombarderes med ubehageligheder. Bøger om mobning er der mange
af, men jeg synes det er et virkelig interessant twist, at mobningen denne gang kommer fra Stewart selv.

For det sætter fokus på det indre selvværd, som mange børn og unge kæmper med, og som kan være svært
at sætte ord på.

Bogen er gennemillustreret i douche farver og en af og til næsten gennemsigtig streg af Teddy Kristiansen.
Det giver bogen ekstra bid og dybde, og særligt forsiden illustrerer på fornemste vis Stewarts frustration
over de indre stemmer, som han jo af gode grunde ikke bare kan stikke af fra, med Stewart omringet af en
hel masse talebobler fyldt med sorte kruseduller.

Hold nu op! er en del af serien Carlsens billednoveller, der fra forlagets side bliver beskrevet
som ”små historier, der skaber store tanker”. Og det må man i højeste grad sige er sandt i
dette tilfælde. Det er en fremragende roman, der virkelig har noget på hjerte.