Huda F er du?

‣ Forfatter: Huda Fahmy

‣ Illustrator: Huda Fahmy

‣ Forlag: Gutkind

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 208

‣ ISBN: 9788743405375

Huda F er du?, er en humoristisk illustreret multikulturel fortælling, hvor alle uanset etnicitet,
kulturelt afsæt eller religion føler sig set og griner sammen.

Er teenageårene ikke blot en tidsmæssig betegnelse på en periode, som vi i virkeligheden kunne
kalde for livets identitetskrise? I denne dejlige, humoristiske og særdeles uhøjtidelige graphic
novel har Huda F. i hvert fald store udfordringer med at få øje på sig selv som individ og som en
relevant deltager i det moderne livs udbud af forskellige fællesskaber. Jeg tænker, at dén
problematik kan de fleste spejle sig i, og i virkeligheden er det nok det moderne samfunds store
eksistentielle dilemma.

Jeg vil overlade præsentationen- og invitationen til historien til Huda:

”Nå, men hvis du kan lide highschoolfortællinger om identitetskriser, knuste hjerter og børn, der
skuffer deres forældre… Så er min historie lige noget for dig.”

Huda F. er en muslimsk pige i en søskendeflok på fem piger. Familien er lige flyttet fra deres gamle
by, hvor den muslimske repræsentation var minimal. Hudas mor begrundede flytningen med, at
de skulle til en by med mere fællesskab. Det betyder, at Huda, som er hijab-klædt ikke mere skiller
sig ud blandt de unge, men pludselig falder i ét med de andre piger i klassen med samme
beklædning… og hvem er hun så?

Dette er et virkeligt sjovt tvist på mere hyppige måder at anskue tilhørsforhold, identitet og
fællesskaber på. Huda forsøger på alle måder at finde frem til, hvem hun er, og det involverer
pinlige episoder og også en ufin behandling af mor.

Huda F er du?, er en historie om identitet, selvværd, kulturmøder og også om strukturel
diskrimination og forskelligheder, men først og fremmest er det en humoristisk illustreret
fortælling om ungdomslivets udfordringer, hvor alle kan grine med.

Huda F. er du? er en autofiktiv fortælling, og den amerikanske forfatter har selv illustreret værket
med en enkel streg, der matcher både humoren og Hudas stemme. På trods af, at handlingen
foregår på den anden side af Atlanten, så er historiens dilemmaer genkendelige eksistentielle
bump på vejen for de fleste teenagere. Huda oplever racisme, men det bliver aldrig bogens hensigt
at appellere til medlidenhed, for Huda er en stærk ung dame, og hendes selvironi vidner mere om
en klog selvindsigt end en offerrolle…og dette på trods af, at omdrejningspunktet er uklarhed om
identitet.

Forlaget har udarbejdet gratis ekstramateriale til bogen, som kan hentes på gutkind.dk., og som
fungerer som en guide til at tale om bogen og de eksistentielle dilemmaer. Den kan også blot
læses uden og nydes på egne præmisser.

I kan følge Huda Fahmy på instagram @yesimhotinthis og bind to Det kan arrangeres er udkommet,
og her er Huda blevet 25 år og klar til giftermål.

Gode værker med kulturelle repræsentationer er stadig en mangelvare og med en
opmærksomhed på, at billedfortællinger hitter, byder jeg Huda F er du? meget velkommen.
Alle
har behov for at blive set, og alle har behov for at se andre… det hedder dannelse,
og her er det
samtidig sjovt. Brug bogen i udskolingen og på ungdomsuddannelserne,
når der arbejdes med
identitet, men lad den også leve som dejlig lystlæsning.

 

Anmeldelsen er skrevet af Betina Falsing

Gode historier er flyvende kufferter, der bringer os udover horisonten, hvor nye historier begynder. Denne rejse forsyner små mennesker med en bagage fuld af fremmederfaringer, som skaber livsduelighed og lykke. Som bibliotekar og som Betina har det, de sidste 25 år, været min mission at være rejseleder og sætte børn og unge ombord på de flyvende kufferter og ud på de vildeste dannelsesrejser i litteraturens verden. Jeg har selv taget rejsen, inden jeg tilbyder dem en billet, for jeg læser stort set alt og også ganske bredt, da vi som mennesker er forskellige. Glæden ved jobbet som dannelsesrejseleder rækker udover bibliotekarens formelle arbejdstid, og jeg arbejder efter arbejde med at sælge billetter i udsatte boligområder, jeg skriver artikler og jeg sidder i juryen for Kulturministeriets Forfatterpris.