Hundemad

‣ Forfatter: Jakob G. Madsen

‣ Illustrator: Mia Marie Overgaard

‣ Forlag: Vild Maskine

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 150,00

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 43

‣ Sværhedsgrad: Lix 15

‣ ISBN: 9788772270494

”Gryden var fyldt med en rødbrun, klæbrig masse med store klumper i. En tung stank stod op fra det ulækre snask. Damen tog fat i Tanjas arm. Hendes mund var lige ved Tanjas øre. ”Lækre sager, ikke?” ”Hv… hvad er der i?” hviskede Tanja. ”Uh, sådan lidt af hvert. Det er min egen opskrift. Du kan tro, de er vilde med det!” Den gamle stak skeen ned i gryden. Gravede langt ned i den slimede grød. Hun trak den op igen og stak den op i hovedet på Tanja. ”Du må gerne smage. Jeg giver aldrig mine katte noget, jeg ikke selv har smagt på.””

Tanja vil bare så gerne have en kat som kæledyr, men hendes irriterende forældre bliver ved med at sige nej. En dag, da hun er ude at gå, opdager hun i skoven et gammelt faldefærdigt hus. Det ligner mest en ruin, men Tanja bliver nysgerrig og smutter ind i haven. Her møder hun en sær gammel dame. De falder i snak, og Tanja fortæller om sit store ønske. Damen har faktisk en del killinger, og Tanja må gerne få én, siger hun. Tanja skal bare lige følge med ind og hjælpe med at fodre dem. Men det skulle hun aldrig have
gjort!

Hundemad er en super god gyserbog. Det er uhyggeligt allerede fra starten, og det bliver lidt som at se en gyserfilm, hvor man bare ved at hovedpersonen skal lade være med at følge med og i stedet bare vende om, men vælger at gøre det modsatte. Historien fungerer rigtig godt og er troværdig i sin præmis.

Bogen er gennemillustreret af Mia Marie Overgaard, som har gjort et fantastisk stykke arbejde. Hendes sort-hvide illustrationer bogen igennem gør virkelig noget for at fortætte den uhyggelige stemning, forfatteren  Jakob G. Madsen får sat i bogen. Detaljer som en illustration med et vindue, hvor den uhyggelige gamle dame kigger ud ad vinduet, og det faktisk er svært at se forskel på de mange par vilde katteøjne og damens øjne, er virkelig fine.

Hundemad er en del af serien 13 historier. Historierne er tidligere udgivet i én bog uden illustrationer, men nu er de altså udgivet enkeltvis, læsepædagogisk bearbejdet så de ligger omkring lix 15. Det er en helt genial ide og udvider målgruppen af læsere. Det gør den læsbar for større børn og unge, der ikke er stærke læsere, men alle kan være med, for bogen har ikke et typisk letlæsningsudtryk og vil tiltrække alle slags
læsere – der selvfølgelig er nødt til at have nerverne i orden. For det er absolut ikke læsning for sarte sjæle. Her er ingen lykkelige slutninger, og de små hår i nakken når at rejse sig, før man er færdig med bogen. Som en bonus er ”13 historier” desuden udgivet som lydbog med både special effects og musikalsk
underlægning.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.