”Thomas kaldet ”Topper” var ven med Kenneth. Kenneth havde, så vidt Thomas da vidste, ikke noget øgenavn. Næsten alle i Thomas’ klasse havde sådan et. Faktisk var der kun et par enkelt i klassen, som ikke havde det. Men Kenneth gik i øvrigt slet ikke i samme klasse som Thomas. Faktisk gik han en klasse under.”
Det er en tynd Young Adult-bog om kærligheden mellem drenge. Der er jo de førnævnte Thomas og Kenneth. De var ikke klar over det, men langsomt viser det sig, at de er forelskede i hinanden. Først er der dog Kenneth og Allan, der har en kærlighedshistorie, men den ægte kærlighed viser sig til sidst. Det er en stor udfordring i et miljø, hvor mobning er en del af skoledagen. Allerede i introkapitlet bliver Allan, en stille, bleg dreng, hængt op i en Olfert på drengetoiletterne, mens Thomas, Kenneth og et par andre drenge håner ham. Sådan er tonen. Der er flere kærestekonstellationer, der kommer på prøve. Også forældrenes forhold bliver vendt, og de er virkelig rodede.
Forældrenes forhold til børnene er ganske ”ungt”. Der tales en hel del, og drikkes megen kaffe. Mærkeligt. Men det er simpelthen en roman, hvor der er alt for mange unødvendige oplysninger og et sprog, der er fra før årtusindskiftet:
”Hvornår kommer dine forældre hjem’” spurgte Kenneth. ”Det ved jeg ikke,” sagde Topper og smilede. ”Der er noget, jeg har tænkt på, Kenneth. Er vi for hårde ved Allan’” De brød begge ud i latter. ”Man kan da slet ikke lade være, kan man’” udbrød Kenneth. ”Niks,” sagde Topper og fortsatte: ”Der er meget, jeg ikke skal fortælle mine forældre.” ”Forældre skal sgu ikke vide alt,” fastslog Kenneth. ”Mine er i øvrigt skilt. Nu bor min far med en eller anden rædsom sminket dulle.”
Hvornår har man sidst mødt en ”sminket dulle”?
Det er en coming-of-age-roman, men den er virkelig utroværdig, set her fra 2023. Dialogen er langsom og omstændelig, og som man kan se i citatet, der indleder denne anmeldelse, så nævnes alt mindst to gange. Ja, næsten alle har et øgenavn. Ja, nogle få har ikke. Så ved vi det. To gange. Og sådan er det gennem hele romanen, at der er ganske få tomme pladser. Der står ikke meget mellem linjerne, det hele står på linjerne. Det er der ingen grund til.
