Jonny er 17 år, går i gymnasiet og har det ad helvede til. Han passer ikke ind blandt de andre unge på skolen, for det er svært at være semigrønlænderbonderøvshomojomfru i Fjerritslev og omegn. Når man samtidig læsper, har en trekantet tand, er rød/grøn farveblind og har trang til, fra tid til anden, at trække sit crossdressende alter ego, Jessica, frem fra sit skjul, tja, så er det bare ikke let.
Der må ske noget.
Johnny dropper gymnasiet og tager på højskole, og hér begynder tingene langsomt at ændre sig for den introverte fyr med pandehår så langt, at det til hver en tid kan trækkes for øjnene som et gardin, hvis nogen skulle komme for tæt på. For han kan spille musik. Er megamusikalsk og især dygtig, når han spiller på guitar. Han kommer med i et band, hvor alle kan spille og synge, og hvor de andre synes, han er sej. Pludselig er han naturligt en del af et kollektiv.
Og det er ikke det eneste, der ændrer sig for Jonny. For når man opholder sig på en højskole, er privatliv at sammenligne med en by i Rusland. Det er nærmest en umulighed at skride langt fanden i vold, hver gang man synes, at andre kommer for tæt på, eller man føler sig misforstået. Langsomt bliver Jonny konfronteret med alle sine dæmoner og især hans yderst vellidte værelseskammerat, Daniel, kommer til at spille en vigtig, måske afgørende, rolle i Jonnys eksistentielle dannelsesrejse.
Det er et ambitiøst projekt Janni Olesen har kastet sig ud i med denne fortælling om Jonny, der har så utroligt mange ting, han skal slås med. På mange måder lykkes fortællingen. Især i den første del af bogen kommer man som læser langt ind under huden på hovedkarakteren. Vi får indsigt i hans tankemylder og grublerier, og det er til tider ganske rørende læsning. Hen imod slutningen er det dog som om, alle problemstillinger skal frem i lyset og løses, og det kan være vanskeligt at nå på 252 sider, uden at man må slække på den grundighed, der blev lagt for dagen i starten af bogen.
Bogen anbefales til selvstændig læsning i skolens ældste klasser.
