Liv elsker sit kæledyr Søster Kanin. Hun bliver derfor ude af sig selv, den efterårsdag da kaninen ligger helt slap i hendes arme, og dens sjæl svæver af sted.
Liv følger efter kaninens sjæl ind i dyrenes dødsrige på trods af gentagne advarsler fra en rotte, der møder hende. Og det kan være svært og måske endda forkert at hente en sjæl tilbage; også selvom den tilhører et elsket kæledyr.
Intentionerne i Christine Lund Jakobsens billedbog er gode. At man kan tale om døden med sit barn. Og sproget og fortællingen er poetisk og nænsom. Og scenerne i dødsriget har antydningen af noget spacet, som hvis det havde ført helt ud kunne have været virkelig fedt.
For der er nogle brister i bogen og nogle manglende logiske konsekvenser. For man kommer uvægerligt til at tænke på både H.C. Andersens Historien om en moder eller Orfeus’ forsøg på at redde sin Eurydike, når man støder på en dødsrigehistorie som Hvor flyver du hen, søster Kanin. For der er ikke det samme på spil for Liv eller for rotten. Så hendes rejse bliver måske syret, men ikke farlig.
Tempoet er duvende og langsomt. Og det er helt sikkert en pointe. Men man kunne godt have ønsket sig, at den var blevet strammet noget op.
Ane Gudrun Øhrbergs illustrationer lægger sig op ad teksten, men bliver lidt for nuttede og naive til min smag og jeg kunne tænke mig, at de syrede scener i dødsriget havde fået sig noget mere gas.
Vil egne sig til højtlæsning for børn, der gerne vil tale om døden og tab. Og det er et godt formål.
Intentionerne er fine, desværre er udfaldet for langt og for løst i denne oplæsningsbog om sorg og død.
