Hvor kommer du rigtigt fra?

‣ Forfatter: Marlene SpangerMartine Münster Spanger-Ries

‣ Illustrator: Ann-Sofie Vejs

‣ Forlag: Rebel With a Cause

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 200,00

‣ Målgruppe:8+

‣ Sidetal: 60

‣ Sværhedsgrad: Lix 23

‣ ISBN: 9788794060080

”Anna rækker hånden op og spørger med et nysgerrigt smil:
”Hvor kommer du egentlig fra?”
Ella svarer glad: ”Vi er lige flyttet fra København, og… ”
Anna afbryder: ”Ja, ja, men hvor kommer du rigtigt fra?”

Ella er lige flyttet fra lejligheden i København til en villa uden for byen med sin mor, far og storebror
Gustav. Alt er egentlig fred og idyl, indtil Anna stiller Ella det famøse spørgsmål første dag i skolen.
Anna reagerer på, at Ella ikke helt ligner de andre i klassen fordi hendes far oprindeligt er blevet
adopteret fra Korea.

Som om det ikke er nok bliver familien inviteret til middag hos naboen Kirsten, der har været verden
rundt som læge hvor hun har hjulpet fattige børn. I hendes stue har hun nogle kinesiske dukker som
hun påstår ligner Ella. Ella bliver vred, men den der med at hun ligner en ”kinøjser” flytter med ind i
klasseværelset og ud på legepladsen, hvor drengene siger, at hun kun er så god til sport fordi hun er
kineser.

Topmålet kommer, da klassen skal lave skuespil over H.C. Andersens Prinsessen på ærten og både
Ella og Isabella vil være prinsessen: ”Men prinsesser har lyst hår, og du har helt sort hår Ella!”

Fortællingen ender med at Ella har en god opklarende samtale med sin far, om hvad racisme er, og i
skolen tager læreren Kristian også emnet op, og taler med klassen om, hvordan man opfører sig over
for hinanden og konkluderer:

”Der er nemlig kun én race, og det er menneskeracen, og den gælder for os alle sammen her på
jordkloden. Men bare fordi vi mennesker faktisk ikke tilhører forskellige racer, kan man alligevel godt
opføre sig racistisk.”

Hvor kommer du rigtigt fra? er en letlæst og vigtig fortælling fra et multikulturelt Danmark, hvor både
”den lille” racisme, den strukturelle racisme og almindelig uvidenhed og dumhed skal italesættes.

Fortællingen om Ella er illustreret med ligeledes letlæselige illustrationer af Ann-Sofie Vejs i en
billedside der sender hilsner tilbage til Ib Spang Olsen. Læseren vil let kunne finde de enkelte personer
i illustrationerne og aflæse både deres ydre og deres sindsstemning.

Hvor kommer du rigtigt fra? anbefales til oplæsning i indskolingen, når klassen skal drøfte elevernes
indbyrdes adfærd. Ella er ikke det eneste barn der hader at blive spurgt: ”Hvor kommer du rigtigt
fra?” Fortællingen er et tydeligt indlæg i tidens samfundsdebat om hvordan vi behandler hinanden i
Danmark. Alle lærere og pædagoger har mødt (den lille) racisme i deres arbejdsliv. Her har de en
fortælling lige til at inddrage i klasseværelset. Det er ikke helt tilfældigt, forlaget hedder Rebel With a
Cause. Her er noget på hjertet og bøger der forandrer måden vi læser verden på.

Forlaget Rebel with a cause
Illustrator Ann-Sofie Vejs

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.