”Det var Dragan, der begyndte.
Han ville ikke være venner med mig mere, da Kim begyndte i klassen.
Kim var halvandet år ældre end os.
Helt fra begyndelsen brød jeg mig ikke om ham, for pludselig var Dragan kun sammen med Kim.
Også til fodbold i frikvarterne.
Før i tiden havde Dragan altid sørget for, at vi to var på samme hold, men valgte han Kim i stedet.”
Wo liegt der Hund begraben? er en tysk talemåde, for ”da, wo der Hund begraben ist”, finder man sagens kerne.
Titlen på Annette Herzog og illustrator Tea Bendix Hvor hunden ligger begravet spiller smukt op mod denne tyske talemåde, og fortæller i tre dele, eller akter, en uhyggelig aktuel historie om hvordan små, dumme ting kan vokse sig så store, at det ender med krig.
Hvor ligger hunden begravet er en barsk fortælling om venskab, svigt, brutalitet, hævn og skyld og straf fortalt i ord og billeder.
I første del fortæller Oliver om, hvordan en konflikt om en væltet dåsecola kan ødelægge et venskab og føre til en ødelagt mobil og i sidste ende drabet på hunden Tivoli. Pludselig er Dragan og Oliver ikke venner, og den mobil Oliver har lånt af Benjamin er ødelagt. Konflikten ender med, at Dragan ikke må deltage i klassens lejrskole. Men det moralske lavpunkt nås, da Oliver lover at passe Dragans hund, men i stedet putter den i en skotøjsæske, som han smider i containeren til småt brændbart på genbrugspladsen.
I Del 2, der på en aldeles uhyggelig, aktuel måde kan læses som en direkte reference til Ruslands igangværende invasion af Ukraine gentages fortællingen om Oliver, Dragan og Benjamin på et andet niveau.
Bjergland og Flodland har været i krig med Ørkenland og vundet. Byttet blev retfærdigt delt, men efter stykke tid syntes befolkningen i Flodland, at Bjergland havde fået den bedste del. Da en bold flyver fra Bjergland og rammer en dåsecola, der vælter i Flodland, eskalerer situationen voldsomt ved hjælp af tv-stationernes dækning af ”begivenheden”, så det ender med:
”Vi har de bedste venner med de bedste missiler,” forsikrede bjerglændernes præsident.
Begge præsidenter sad på terrassen foran deres præsidentpalads, drak iste og ventede på …
Ja, hvad egentlig?
På endnu en fornærmelse råbt ind i telefonen?
På en fugl, der kom flyvende, og som på afstand lignede en raket?
Eller måske bare på en bold, der var kommet på afveje, så de kunne brøle: HÆVN”
De to første dele er særdeles udtryksfuldt, let og luftigt, illustreret i Tea Bendix stregillustrationer, der får lov til at fylde, og som giver læseren mulighed for at reflektere over det læste. Billedsiden underbygger fortællingen og giver den nye dimensioner i alt fra sin farvesætning til personernes ansigtsudtryk.
I Del 3 er det Tea Bendix, der fører blyanten i en billedfortælling, som bruger både billedbogens og tegneseriens udtryksformer. Annette Herzogs tekst er ultrakort, primært replikker.
Krigen er slut, og handlingen udspiller sig på den kirkegård, hvor Oliver, Benjamin og Dragan ligger begravet. Op af jorden dukker en muldvarp, der møder en flok museunger, som rydder kirkegården for kors, så de kan spille fodbold mod hinanden. Skal historien nu gentage sig??
For muldvarpens dåsecola bliver ramt af en bold og vælter …
Nej: I denne del møder læseren en muldvarp, der er god til hovedstød, og som ikke har lort på (eller i) hovedet, og nogle legesyge mus der dribler afsted med bolden og fortællingen.
Hvor hunden ligger begravet anbefales varmt til danskundervisningen i skolens ældre klasser. Det gælder en undersøgelse af Tea Bendix indfølte billedside, og det gælder Annette Herzogs leg med, eller referencer til, andre genrer som eventyr og fabel i en barsk og uhyggelig fortælling om menneskelig dårskab.
Hvor hunden ligger begravet er værd at studere og samtale om i børne- /ungehøjde. Hvordan kan tilsyneladende små dumme hændelser, og en dåsecola, få lov til at vokse sig så store, at det ender med drab og krig???
Dansklærerforeningens serie Billedroman rummer efterhånden en lang række værker, der kalder på at blive læst og blive inddraget i dansktimerne. Hvor ligger hunden begravet skriver sig smukt ind i denne række.
Billedroman: Hvor hunden ligger begravet