”Stjernerne var det første, jeg så efter braget. De glimtede i mørket og virkede tæt på og langt væk på samme tid.
Nakken bøjede underligt, det fik mors hoved til at hænge skævt. Alt ved hende var skævt.”
Sådan begynder bogen ”Hvor vi ser stjernerne” med et flash-back til dengang Isabella var ni år og hendes mor døde i en trafikulykke. Isabella blev reddet, fordi hendes bror Marco på 13 år fik hende reddet ud. Siden ulykken har Isabella haft et kamera i hånden og har været optaget af at lave dokumentarfilm. En dokumentarfilm om broderens vilde paraglider-stunts er et projekt, de to søskende har sammen.
Nu går Isabella i niende klasse. Broren skal flytte hjemmefra, faderen har fået en ny kæreste, hvis datter tilfældigvis er den værste mobber på Isabellas skole. Isabella har Vitiligo, en hudsygdom der resulterer i, at hudens pigment forandrer sig, så hun har store, hvide områder overalt på kroppen. Nogle af disse områder ligner en basilisk, men Isabella gør alt hun kan for at skjule sin krop for omverdenen. Hættetrøjer, lange bukser og lange ærmer er hendes påklædning uanset vejr og temperatur.
I skolen har Isabella sine fjender, og det er Alexandra og Mia, to piger fra klassen, der fører an. Det eneste sted Isabella kan finde fred er hjemme i den hule, hun har bygget sammen med broderen:
”Bobleholm Gods er en træhule, vi byggede for snart seks år siden, Marco og jeg. Eller det var nok mest Marco. Jeg bøjer hovedet for at kravle ind.”
Alle bogens kapitler indledes med en angivelse af tid og sted, – helt som en dokumentarfilm-produktion ville være:
”LOCATION: VORES INDKØRSEL
TIME: 16 .JULI. MORGEN.
Battery 97%
REC
MARCO: Yes, sådan mand. Marco has left the building.
MIG (OFFSCREEN); Super”.
Det er en godt fortalt historie om en pige, der ser sig selv som en freak. Hun er hård, når hun møder mulige venner. Hun vil altid sikre sig, at hun ikke bliver såret. Det er en roman, der viser, at man kan klare alt, hvis man har en bror, en ven, en far eller flere af disse, der altid har ens ryg. Isabella udvikler sig gennem bogen. Hun møder de helt rigtige mennesker, der stædigt holder fast i, at hun er værd at elske.
Det er en roman, der fortæller, at det er muligt at klare sig i livet, også selvom man ikke er helt mainstream i sit udseende. Vitiligo er en sygdom, men det kunne være meget andet, der havde været det, der gav sig udslag i, at Isabella blev et mobbeoffer.
Romanens slutning skal ikke skrives her, men det er befriende at læse en ungdomsbog, hvor der findes løsninger til de, der har et svært liv. Det er også befriende at læse om voksne, der tager ansvar, – når de endelig ser, hvad problemet er.
Vibeke Bækkelund Lassen har ikke skrevet mange romaner, men debutbogen ”Mit lorteliv – en kærlighedshistorie” fra 2009 vandt Gyldendals konkurrence om den bedste kærlighedshistorie.
”Hvor vi ser stjernerne” er en young-adult-roman, der (og det er godt) har en håbefuld slutning
