”Sidst af alle kom Noas hund traskende ombord. Han var så usædvanlig en blanding, at det var umuligt at sige hvilken type hund han var. Men at hans snude var stor, sort og blød – det var sikkert og vist.”
Det er blevet regnvejr i den bibelske tid. Noa har, forudseende som han er, bygget en ark med plads til alle verdens dyr. Og sidst i rækken af dyr, der skal med ombord, kommer Noas trofaste hund.
Nu sejler Noas Ark ud på vandet med alle dyr ombord. På Øyvind Torseters fantastiske illustrationer kan man se, hvad dyrene får dagene på arken til at gå med. Flodhesten får masseret skuldrene, mens den spiller kort med et par andre dyr, krokodillerne hænger ud over gelænderet og keder sig, nogle fugle flyver rundt, kuduer, strudse og snegle kigger ud af koøjet, mens grisen sover på en pude. Aberne kravler rundt, slangen ligeså, og Noa har vildt travlt med at fodre alle dyrene. Krokodillen skal have cornflakes, gnu og hjort får kyllingelår, der er saftevand i glas til alle og et passende udvalg af godter til løven og giraffen.
Fortællingen om Noas hund tager fart, da arken lækker, og alle er ved at synke. Noa får en idé: Han tager hunden med til bådens læk, og på resten af turen står hunden med snuden inde i hullet. Det holder båden synkefri og tør; og først da arken går mod land på Ararat i et frodigt blomsterhav, ja da får hunden fri.
Fra den dag af har hundens snude været våd: Den fik så meget vand på Noas Ark, at den aldrig mere blev tør.
”Aldrig mere ville hunden få lyst til at drage til søs, men hundesnuden ville i al fremtid være både våd og kold.”
Sådan slutter fortællingen om hundens våde snude.
Alt, Øyvind Torseter tegner til, er spændende læsning. Han er en munter tegner. Han er finurlig, fantasifuld og fylder alle sider med humor og mere eller mindre skjulte sidehistorier. Man har en helt klar fornemmelse af, at han selv synes, det er sjovt at være tegner.
Tekstforfatteren Kenneth Steven er skotte, men har lært sig norsk, endda nynorsk, for at være helt præcis. Han har gendigtet historien om Noa, arken og hunden. Hunden var naturligvis også med i arken, men her får den en mere betydningsfuld plads, end der gives den i Første Mosebog kapitel seks: ”Så gik Noa sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre ind i arken for at undslippe vandfloden. De rene dyr og de, der ikke var rene, og fuglene og alle krybdyr på jorden kom par for par til Noa i arken, han og hun, sådan som Gud havde befalet Noa.”
Det er en bog, man skal læse på billedsiden og på tekstsiden. Det er en billedbog, der kan læses af alle.