Hvorfor græder vi?

‣ Forfatter: Fran Pintadera

‣ Illustrator: Ana Sender

‣ Oversætter: Luna Svane Rodríguez

‣ Forlag: Forlaget Albert

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 149,00

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788793752504

”Mor, hvorfor græder vi?
Hans mor tænkte sig om et øjeblik, før hun svarede.
– Vi græder af mange forskellige grunde, Malte.
Nogle gange græder vi, fordi vi føler en sorg eller smerte så stor, at den ikke kan være i vores krop.”

Hvorfor græder vi? er det spørgsmål drengen Malte stiller sin mor i denne poetiske og filosofiske
billedbog.

For hvorfor græder vi egentlig? Det findes der ikke et enkelt svar på, for tårer kommer i mange
forskellige situationer. Vi kan græde af glæde, af sorg, af smerte, af ensomhed eller når verden bare
går os på og bliver ubærlig – eller vi mangler ord.

Det er denne problematik Malte og mor kommer rundt om i denne smukt illustrerede billedbog. Ana
Sender har illustreret med let aflæselige farverige billeder der underbygger og komplementerer
denne fortælling om vores følelser. For det er tit sådan, at det er svært eller umuligt at sætte ord
disse følelser. Her spiller de poetiske billeder en stor rolle for forståelsen under læsningen.

Spanske Fran Pintaderas tekst rummer ikke en egentlig handling, men lægger op til at barnet og den
voksne under læsningen sammen reflekterer over og samtaler om, hvorfor og hvornår vi græder.

Moren fortæller om de forskellige situationer, der kan kalde på tårer. Men egentlig græder vi først og
fremmest, fordi vi har lyst til at græde, og som fortællingen påpeger hjælper gråden os til at gro og
udvikle os.

De sidste to sider i Hvorfor græder vi? er fakta sider fyldt med spændende og interessante oplysninger
om tårer. For eksempel dannes der og udløses en masse hormoner der virker som en naturlig
smertestillende medicin i vores kroppe. Derfor har mange af os det bedre, når vi har grædt. Og så
vidste jeg ikke, at der findes tre forskellige typer tårer: basistårer som holder øjnene fugtige,
reflekstårer som beskytter øjnene mod irritation ude fra, og endelig de tårer denne fortælling kredser
om, følelsestårer.

Hvorfor græder vi? er opsummerende en både smuk og filosofisk billedfortælling om det følelsesliv vi
er så dårlige til at sætte ord på. Hvorfor græder vi? er et rigtig godt bud på en samtalepartner mellem
børn og voksne om gråd og tårer. De tårer der hver vejer 0,05 gram. Bogen anbefales til oplæsning
derhjemme og til samtale i daginstitutioner og til indskolingen. ”Men … hvorfor græder du?”

Forlaget Albert
Illustrator Ana Sender

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.