Ida og Sweet Girls

‣ Forfatter: Natasja Erbillor

‣ Illustrator: Mette-Kirstine Bak

‣ Forlag: Straarup & Co

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 155,00

‣ Målgruppe:7+

‣ Sidetal: 28

‣ Sværhedsgrad: Lix 9

‣ ISBN: 9788770180993

”Alle ser spændt på Kit. ”I er gode,” siger hun. ”Supergode!” Så smiler hun endnu mere. ”I er så gode, at I skal til DM.” Alle 12 piger gør store øjne. Kan det passe? Er de så gode? DM står for danmarksmester. Kun ét hold vinder og bliver det bedste i Danmark.”

Ida og Sweet Girls er anden bog i serien om danseglade Ida. Bøgerne kan dog sagtens læses uafhængigt af hinanden.

I denne bog følger vi Ida og hendes dansevenner, da de får at vide at de er kvalificeret til DM i dans. Pigerne bliver ellevilde, og de har en rigtig fest med at udvælge flotte kostumer, finde et sejt holdnavn og gøre sig klar til den store dansekonkurrence.

Serien om Ida er en rigtig fin serie letlæsningsbøger for de mange piger, der elsker dans og musik. Teksten har lix 9, så har man først knækket læsekoden og leder efter en letlæsningsbog med lidt mere kød på, er denne perfekt.

Handlingen er dejligt realistisk og vil gå rent ind hos læseren. Bogen er illustreret af Mette-Kirstine Bak med flotte helsides farveillustrationer. De prangende farver
sprudler af energi og vil uden tvivl gøre sit til, at bogen vil blive hevet ned af hylden og taget med hjem. En varm anbefaling herfra!

Det er en sød bog for danse-glade piger, der er godt i gang med den første læsning. Handlingen er realistisk og nem at relatere til, hvilket fremmer forståelsen af læsningen. Teksten er sat i korte, overskuelige afsnit.
Mette-Kirstine Bak har tegnet illustrationer til, som understøtter teksten
Det er en sød, hverdags-fortælling, som mange piger kan relatere til og få en god læseoplevelse ud af.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.