Anders er fascineret af rockere. Deres liv, motorcykler, fællesskab og penge. Anders bliver derfor det yngste medlem i gangsteren Faraos bande, men måske er han ikke helt klar på værdikodekset i banden og det umenneskelige pres, der følger med jobbet som gangster.
Ingen vej tilbage begynder da også med en torturscene med Anders – nu Jonas – som ufrivillig hovedperson og whistleblower.
Han rækker hånden frem, og jeg tør ikke andet end at tage den. Og nu har vi en aftale. Er man kommet ind, så slipper man ikke levende ud. Men jeg vil vise, at det gør jeg …
Dorte Lilmose er meget dygtig til at skabe en intens stemning beskrevet ud fra hendes hovedpersons synspunkt, og det viser sig også i Ingen vej tilbage. Her er stemningen – når den er bedst – klaustrofobisk og angstfyldt, og det gør bogen actionpræget og spændende.
På trods af den rette stemning køber jeg dog ikke rigtig Anders’ projekt. Jeg bliver ikke inviteret til at forstå hans fascination af miljøet. Det bliver antydet, at han er ensom og måske homoseksuel, men at det skulle få ham til at blive hærdet kriminel in spe virker tvivlsomt. Og så bliver rockerlingoet især hos oplæreren Bird næsten parodisk.
Ingen vej tilbage er en intens og actionpræget, men desværre også uforståelig roman. Den vil egne sig fint som frilæsning for sjette/syvende klasse.