”Troldmanden boede i et hus langt inde i skoven.
Han manglede ikke noget.
Det han behøvede fremtryllede han blot.”
Sådan lyder indledningen til denne billedbog, hvor Morten Dürr har skrevet teksten og Rasmus Svarre har illustreret. Og lige efter denne korte indledning, så følger der tre helsides opslag, hvor man i grå, grå toner ser et tåget landskab, hvor der på sidste opslag er en troldmand med en tryllestav. Han er også i gråt. Kul og blyant i svage udtonede nuancer.
Så kommer plottet:
”Troldmanden og hans kone havde et nemt og behageligt liv. Når de blev sultne, gik Troldmanden ned til bækken og tryllede en skruptudse om til en lækker fisk. En tornet tidsel tryllede han om til knasende kål. Småstenene i marken tryllede han om til søde kartofler. Troldmanden og hans kone gik aldrig sultne i seng.”
Troldmanden og hans kone savner en lille pige, og en dag tryller Troldmanden et højt, smalt birketræ om til en pige. Pigens stadige omkvæd er: ”Jeg behøver kun sol og regn”. Det er svaret, hvis man spørger, om hun vil spise, om hun vil have en godnathistorie eller om hun vil lære at trylle.
”Jeg behøver kun sol og regn”, siger hun til alt. Det bliver en sørgelig slutning.
Bogen slutter også med et helsides opslag med Svarres illustrationer. Troldmanden står ensom på et lille næs med sin tryllestav.
Gennem bogen står billedsiden lige med tekstsiden. En ganske sørgelig fortælling. Helt i tråd med de grå illustrationer.
Det er en fortælling om, at man ikke kan ændre andre mennesker (eller ting) efter forgodtbefindende. Birketræet har en indre kerne. Man kan ikke ændre på kernen, uden at det ødelægger livet.
Det er en fabel, der kan læses af alle. Man kan bruge den i overbygningen, hvor man ser på illustrationerne og på temaet. Og man kan læse den i indskolingen og på mellemtrinnet med fokus på sammenhængen mellem billeder og tekst.