“Åh, jeg elsker bare at dase hjemme hos mig selv sådan en søndag morgen.”
“Det kunne være dejligt med en lille morgentur. Gad vide, hvad gode, gamle Bjørn laver?”
Sådan lyder den samtale, der kun finder sted i tankerne mellem den noget introverte og kæmpestore Bjørn og den hyperaktive And.
De er venner, og når man er venner laver man ting sammen. Derfor kommer And på besøg hos Bjørn, der har placeret sig med bog, tæppe, te og fodskammel i sin stue. Vi skal ud i verden for at lege, mener And. Og så er der ingen vej udenom.
And gør alle mulige forsøg på at få Bjørn i aktivitet:
Vi kan hygge os sammen? NEJ.
Jeg kan fortælle dig min livshistorie! NEJ
Du kan fortælle mig din livshistorie! NEJ
Vi kan dyrke motion. NEJ
Vi kan se skyerne drive forbi? NEJ
Jeg kan fortælle dig min livshistorie. DET HAR DU ALLEREDE SAGT.
Sådan er And ukuelig i sit projekt: Bjørn skal være med på dagens leg. De to venner tilbringer dagen sammen, det går op, og det går ned, og And falder ned.
Illustrationerne er klare i farverne. Den ene hovedperson, den særdeles gemytlige Bjørn, har netop det udtryk, man kan forvente hos en introvert Bjørn. Og And flakser rundt, hopper, svinger med vingerne, falder, hepper, jonglerer og gør sit bedste som aktiv And for at få Bjørn i humør til leg.
Midteropslaget med en tilfreds Bjørn under et enkeltstående træ er herligt. Her sidder Bjørn med ryggen mod træet, en blomst i munden, en solhat på hovedet – og And er tilsyneladende langt væk.
Det er en fin bog til samtale om forskellige forventninger til en god dag. Det er også en bog, der præsenterer forskellige tilgange til verden; man kan være aktiv, man kan være introvert, men man er først og fremmest venner.
Moralen er, at man blot til tider må huske aldrig at åbne døren.
