Mor er kommet på hospitalet. Emma og Karl, de to søskende er hjemme hos far. Mor kommer hjem om en uge, lyder det.

”Så vil jeg tælle dagene. Minutterne. Sekunderne. Hvor mange sekunder varer en uge, spørger Emma. 604800 sekunder, svarer Karl. Du er så god til matematik, siger far og smiler til Karl.”

Emme er ikke så god til matematik. Hun går i skole, hun har gode veninder, og så bliver hun ven med Joshua, der er tilflytter til byen og skolen. De sidder sammen i klassen, han skater, de mødes om eftermiddagen og spiller spil og taler. På en eller anden måde får Emma fortalt, at hendes mor er skuespiller. Det er hun ikke. Hun er på hospitalet, fordi hun er psykisk syg. Det bliver lidt noget rod for Emma at holde styr på løgnen, samtidig med at hun også skal passe sin skole, besøge sin mor på hospitalet og mødes med Joshua på skaterbanen. Emma savner sin mor. Hun har en far, men det er ikke det samme. Somme tider er mor hjemme på besøg, men det er ikke hverdagsagtigt, og Emma har et stort hul i sit hjerte, hvor mor skulle være. Alle tænker på, hvordan mor har det, men Emma føler sig også helt forladt:

”Det er synd for mor. Men det er da også synd for Emma. Er der ikke nogen, der tænker på det? Er der ikke
nogen, der tænker på hende?”

Sådan er det at være Emma. Mette Egelund Olsen beskriver i korte sætninger og med megen indføling i, hvordan Emma har det inderst inde. Til tider er hun vred på sin mor, sommetider savner hun hende bare alt for meget, og det meste af tiden er hun bange. Emma har ikke nogen, hun kan tale med om sine følelser. Hendes bror Karl er en hjælp, men han har det også svært og bliver mørk i øjnene, når mor skal hjem på besøg. Mormor laver mad og giver tryghed, men hun er der ikke til hverdag.

Mette Egelund Olsen skriver med indblik og indsigt i psykisk sygdom. Måske tror man ikke helt på, at det går så nemt for Emma og Joshua at blive venner. Det er et utrolig ukompliceret venskab, de har. Det er godt, og man kan håbe, at mange har så god en ven.

Det er en tynd bog på 88 smalle sider med et lixtal på 16. Den kan give anledning til mange og gode samtaler om sygdom, om forældre og om psykisk sygdom og det tabu, det ofte er.

Med små, små typer står der bagerst i bogen:

”Børnetelefonen – Du kan ringe anonymt på 116111 og få råd og hjælp af enten et andet barn eller en voksen. Telefonen er åben døgnet rundt. Det er gratis. Du kan også sende en sms og chatte og skrive brev på www.bornetelefonen.dk
Kombu – Det Nationale Kompetencecenter for Børn og Unge i familier med psykisk sygdom. Her kan fagpersoner søge viden og rådgivning, hvis de arbejder med familier, hvor et familiemedlem er ramt af psykisk sygdom. Man kan også søge på, hvilke gratis kommunale, regionale og nationale tilbud, der er til børn og unge af psykisk syge forældre. www.kombu.dk”