I Ellen Holmboes Jernkysten – Uhyggelige historier fra det yderste vest befinder vi os helt ude ved den jyske vestkyst. Bogens fire fortællinger strækker sig over fire århundreder og er baseret på en blanding af myter, virkelige hændelser og ren fantasi. I Jernkysten er der dømt uhygge, men det er en underspillet og sofistikeret form for uhygge, der i samspillet med de overtroiske og religiøse fisker- og bondesamfund gør, at uhyggen sniger sig ind på læseren. Men faktisk er det lidt svært at sætte fingeren på præcis, hvordan Holmboe skaber denne form for uhygge – hver historie emmer af en helt særlig stemning, der får nakkehårene til at rejse sig.
Karakteristisk for fortællingerne er, hvordan de unge hovedpersoner på hver deres måde oplever svigt og tillidsbrud. Ofte er det de voksne, der svigter eller har svigtet, som når drengen Laust, i den første af bogens noveller, bliver vidne til, hvordan hans far med en bådshage går til angreb på en forsvarsløs skipper. Skipperen har netop reddet sig selv i land, efter hans skib er blevet offer for en voldsom storm, men Lausts far udviser ingen barmhjertighed i sin jagt på værdifuldt vraggods.
Det er også den voksne, der svigter i fortællingen Guds børn, når pigen Thea bliver gjort gravid af pastor Mose, byens præst. Thea forsøger at begrave sit nyfødte barn på byens kirkegård, men bliver opdaget af pastor Mose og resten af byen, og reaktionen er voldsom:
“Hun sagde ikke et ord, da pastor Mose flåede spaden fra hende og nedkaldte alle himmelens forbandelser over hende. Hun sagde ikke et ord, da pastor Mose tvang hende til at fjerne det utugtsbarn, der ikke fortjente at hvile i hellig jord. Hun sagde ikke et ord, da gendarmerne kaldte hende skøge og barnemorderske og trak af med hende.”
Nogle gange ender historierne til ofrenes ‘fordel’, fx når retfærdigheden synes at ske fyldest, og pastor Moses afhuggede og halvædte hoved bliver fundet i klitterne, eller når Selma, i novellen Pigeskind, på mystisk vis undslipper sin dominerende far, der vil gifte hende bort til en mand, hun ikke elsker. Dog er der aldrig tale om deciderede lykkelige slutninger – de bevarer et ambivalent og tvetydigt element. Og dette er med til at gøre historierne både stimulerende og fængende.
Holmboe udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og overtro på meget dygtig vis, og hun lader fortolkningerne af historierne stå åben – der gives ingen helt klare svar – i stedet bliver læserens fortolkningsevne i stor grad aktiveret og sat på prøve. Dette betyder også, at der kræves en vis reflektionsevne og analytisk sans hos læseren – man skal kunne læse mellem linjerne for at få det fulde udbytte.
Mads Thembergs gråtonede illustrationer supplerer fortællingerne meget præcist, og illustrationerne er med til at indkapsle og underbygge novellernes uhygge.
Jernkysten – Uhyggelige historier fra det yderste vest vil gøre sig rigtig godt i undervisningssammenhæng, da historierne både stiller krav til læsernes analytiske evner, samtidig med at de lægger op til at diskutere ‘gamle dage’, forskellige samfund, myter og tro.
