Jesper Wung-Sung

‣ Forfatter: Nina Sahl

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 147

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 36

‣ ISBN: 9788702321869

De små fagbøger er en lang række populære, illustrerede udgivelser til elever i 3.-6. klasse. Bøgerne er fra forlagets side tiltænkt faglige læsekurser, frilæsning, tværfaglige emnearbejder og her den første forfatterskabslæsning.

Den lille fagbog om Jesper Wung-Sung skriver sig ind blandt en lang række af titler, der i en wung-sungsk sammenhæng virker yderst relevante. Det gælder Amerikansk fodbold, Astrid Lindgren, Fodbold, H. C. Andersen, Halloween, USA, Verdens største fodboldstadioner, Vulkaner og en række forfatterportrætter af danske børnelitterære kolleger.

Hvad har forfatteren Nina Sahl så gjort ved Jesper Wung-Sung? På grund af udgivelsens omfang og under hensyn til sproglig tilpasning til målgruppen har Sahl måtte tage nogle store valg, både hvad angår hovedpersonens biografi og selve forfatterskabet. Altså hugge en hæl og klippe en tå. Det har hun gjort godt.

Bogen rummer rigtig mange af de fede historier fra Jesper Wung-Sungs selvbiografiske Lynkineser, og læseren får et indblik i både det morsomme og det alvorlige i forfatterens liv: Opvæksten på Ærø, årene i Texas, mødet med hans senere kone Christina, gennembruddet som forfatter og sidenhen det at være en af Danmarks store forfattere. Og hvis man mangler noget, kan eleverne senere selv læse eller få læst op fra Lynkineser og dermed møde forfatterens egen stemme og komme med på besøg hos morforældrene eller på en traumatiserende bustur i Houston.

Med hensyn til forfatterskabet præsenteres læseren i Jesper Wung-Sung for et godt udsnit af romanerne til netop tweens: Fra Zam over Alfred og gabestokken til Guldfisken Glimmer. Drengene i Jesper Wung-Sungs fortællinger, fx Jeppe og Jacob i billedfortællingen Hullet i kloden illustreret af Mikkel Straarup Møller, bliver fremhævet, og under hensyn til Wung-Sungs typiske målgruppe er det en kvalitet ved bogen. En omtale af eventyrpastichen Tre små kinesere illustreret af Otto Dickmeiss ville også have været relevant at tage fat i, mens novellesamlingen Trælår forekommer at være direkte overkill på målgruppen. Den wung-sungske novelle bør vente til de ældste klasser i grundskolen, hvis man vil have eleverne med. I stedet for at omtale Trælår kunne man eksempelvis have brugt plads på et par af de rigtig gode billedfortællinger, som Jesper Wung-Sung har skrevet. Billedbøger er ikke kun til indskolingen, og titler som Den hvide kanin og den sorte hat illustreret af Anna Margrethe Kjærgaard og Frøen og fluen illustreret af Lisa Aisato kan give mellemtrinslæseren masser at tænke over. Disse indvendinger skal dog ikke skygge for, at det er lykkedes Nina Sahl at lave en fin første introduktion til et på alle måder relevant, spændende og væsentligt forfatterskab.

Fagbøger til voksne skal gerne have et mere seriøst (kedeligt) visuelt udtryk end det, som børn i serien De små fagbøger får lov til at møde. Jesper Wung-Sung er et overflødighedshorn af fotos. Her kan man både se billedet af oldefar San, Jesper Wung-Sung i fuld amerikansk football-uniform og selvsamme Jesper liggende i skrivehulen i Svendborg. Desuden kan man se helsidesfotos af John Kenn Mortensens forrygende omslag til ZAM og Guldfisken Glimmer. Fotos, der nok skulle kunne trække en læser eller to på læringscentret. Endelig rummer bogen et eksempel på Christina Wung-Sungs æstetisk smukke instagram-bogbentos, her til det grumme eventyr Lillefingeren. Således viser bogen, at en god billedside kan fortælle meget mere end mange ord.

Jesper Wung-Sung skal selvfølgelig stå på ethvert læringscenter med forsiden udad, så man kan se billedet af den både tænksomme og eftertænksomme forfatter på terrassen ved sommerhuset på Langeland på vej ud på nye eventyr med Storebælt i baggrunden.     

Jesper Wung-Sungs hjemmeside
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside
Opgaver til bogen

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.