Kærlighed og kaos – og det tør siges, at denne bog indeholder.
På hylden over skrivebordet er der god plads til en statuette for ‘Verdens mest negative’.
Dick er 15 år og vil være verdensmester i at være negativ. Det er genialt, og hans bedsteven og klassekammerat, Jønne, lover at støtte ham i projektet. Dick er allerede på vej mod målet, for er der noget 15-årige er bedre til end at være negative?! Og Dick er fast besluttet på at offentligheden skal udsættes for hans negativismus maximus.
Dick og Jønne inviteres til en alene-hjemme-fest hos klassens populære pige, Line, og her møder Dick Vilde, og pludselig kan det være lidt svært at slå verdensrekord i negativitet.
Vil rekorden lykkes for Dick? Læs bogen og find ud af, hvad der bliver bump på hans vej, og hvad der skubber ham i den ønskede retning. Kom tæt på livets mysterier, rutsjebaneture i ungdomsårene og vilde fester.
Bogen er skrevet af den norske forfatter Arne Svingen og indeholder passager med svensk, som vil være oplagt at tage fat på i en undervisningssammenhæng. Romanen er særdeles velskrevet og alvorlig samtidig med at være meget underholdende, til tider på grænsen til det KLOVN’ske (Christensen & Hvam).
Bogen behandler ungdommens op- og nedture og kan få drengene til at læse interesseret med samt fænge pigerne med kærlighedshistorien. Romanen kan bruges både som fritidslæsning og i danskundervisningen, i sidstnævnte kan man med fordel tage bogens æstetiske sprog, direkte og indirekte læserhenvendelse, intertekstualitet og temaer op. Temaerne er bl.a. den første forelskelse, ikke at være som de andre, fest, ungdom, skole, identitet, døden, sygdom, venskab og mange mange flere.
Romanen får læseren til at reflektere både over sit eget liv, hvad der er rigtig og forkert og samfundet. Der er uden tvivl mange unge, som kan relatere til Dicks problemer, familieforhold, og kærlighedsliv med alle de FØLELSER, det indebærer. Kærlighed og kaos får herved mine varmeste anbefalinger. Lad dette være mine famous last words.