Børnelitteratur befinder sig ofte i rummet mellem kunst og pædagogik, uden at der er noget galt i det. Men det betyder, at man ikke kan læse bogen som et rent æstetisk værk, men må indtænke anvendelsen af bogen i formidlingssammenhæng; i det her tilfælde at hjælpe børn til (bedre) at forstå, hvad der sker, når eksempelvis bedstefar bliver ramt af enten demens eller Alzheimers.
Her i Kaffe Kanin Vintergæk Væk vinder æstetikken klart over pædagogikken. Fortællingen er skrevet nænsomt, solidarisk og poetisk af Betina Birkjær og Anna Margrethe Kjærgaard har illustreret med lette lyse pastelfarver og en let naiv streg. En streg og farver der passer til fortællingen, som er en indfølt beskrivelse af barnebarnet Stumps oplevelse af bedstefarens langsomme forsvinden ind i demensens tåger.
På alle niveauer er Kaffe Kanin Vintergæk Væk også en sprogleg, fra den bedsteforældrene leger med pigen Stump, til hendes symbolske opsamling af de ord, som bedstefaren undervejs taber.
Fortællingen er lykkeligvis præget af en positiv og nysgerrig tilgang til børns måde at både opleve og navigere i sygdommen på. Det gør, at den, sammen med Mette Vedsø og Kamila Slocinskas Glemmer du, er et rigtig godt bud på, hvad det er den fiktive billedbog kan i oplysningens tjeneste. Gøre det uforståelige og uforklarlige bare lidt mere forståeligt for barnet.
Kaffe Kanin Vintergæk Væk afsluttes med et kort instruktivt efterskrift af historikeren og lederen af Dansk Center for Reminicens Ove Dahl om at leve med en demensramt i familien. (se yderligere på www.reminicens.dk)
Fortællingen om pigen Stump, hendes bedstemor og bedstefar anbefales varmt til brug de steder, hvor børn, der har brug for en nænsom indføring til en svær og uforståelig sygdom, færdes.
Nyd sproget og nyd den poetiske og blomstrende billedside i den hjertevarmende fortælling.
Illustrator Anne Margrethe Kjærgaard
