Karen begynder ikke i skole

‣ Forfatter: Karen Vad Bruun

‣ Illustrator: Signe Kjær

‣ Forlag: Alvilda

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 340

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 104

‣ ISBN: 9788741509051

”Karen trækker på skuldrene. Pludselig føler hun sig lidt fjollet over, at hun har troet det. – Jeg synes bare, jeg hørte … Du sagde da til mormor, at jeg skulle starte lige om lidt. – Åh, hørte du det? siger mor og smiler.
– Det er bare noget, man siger. Lige om lidt kan faktisk betyde både om et lille øjeblik og om et halvt år. – Okay, siger Karen. Hun synes, det lyder ret dumt. Hvorfor siger man ikke kun lige om lidt, når man faktisk mener lige om lidt? – Du skal altså lige fylde seks år først, siger mor. – Og der er jo også skolegruppe og tyvstarterdag. – Det mente jeg også nok, mumler Karen. Det er mærkeligt. Hun er på en måde virkelig lettet, for hun føler sig jo ikke helt klar. Hun vil gerne i skolegruppe og til tyvstarterdag i den nye skole.”

Karen går i børnehave, og det er hun rigtig glad for. Hun er også rigtig glad for vennerne P, Solvej, Ida, Aksel og Store Laura. Men de er alle sammen lidt ældre end hende, og da de starter i skole, efterlader det er stort tomrum hos Karen. Hun beslutter sig derfor for at lægge en plan for, hvordan man bliver stor og skoleklar i en fart, så hun kan følge efter vennerne i skole. Langsomt får hun indsamlet sig forskellige ting, der åbenbart er noget af det der gør, om man er klar til skole; for eksempel selv at kunne tørre sig, når man har lavet stort, at kende bogstaverne, at have tabt en tand og at række hånden op når man vil sige noget. I praksis er det dog noget sværere at gennemføre, for eksempel er det ret svært at tabe en tand, når man ikke har nogen der rokker!

Karen begynder ikke i skole er en virkelig god gedigen højtlæsningsbog med noget på hjerte. Den formår på yderst fornem vis at få vist situationen med sorgen over ikke at kunne følge med sine venner i skole, men samtidig at nå til en erkendelse af at det er okay at være hvor man er, og være den man er – i sit helt eget tempo.

Bogen er inddelt i kapitler, og den vil på den måde også være en fin overgang, når man skal prøve at gå fra billedbøger til længere bøger med kapitler.

Signe Kjær har gennemillustreret bogen i farver, og det er virkeligt søde, enkle og varme illustrationer der passer lige til stemningen i bogen.

Næste bog i serien Karen begynder næsten i skole er heldigvis undervejs, så vi kan følge Karens søde børneliv lidt endnu.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.