”Her er Karl. Eller det er han måske ikke. Men hans mor og far er der. De har lige travlt med noget.
Ved I, hvad der skete henne i børnehaven i dag?, siger Karl. Det var mega vildt.
Mor og far hører ham ikke.”
Pernille Lykkegaard tegner til Karl er usynlig og i hendes fine skæve og lyse streg er Karl ikke at se. Man ser en skægget far med forvasket t-shirt og mobil i hånden, der fanger frikadeller med gaflen, mens mor, der sidder overfor, kigger på sin mobil, mens hun også har sluppet al bordskik og spiser med gaflen som eneste bestik. Det er et ternet og hyggeligt middagsbord, mens Karls tallerken står helt alene og forladt med kniv og gaffel og en enkelt gulerod. Karl er simpelthen blevet usynlig for sine forældre. Han prøver ellers på bedste vis at fange deres opmærksomhed:
”Niklas faldt ned fra en gynge og fik hul i hovedet, siger han. Det var skægt, siger hans mor uden at se op.
Nej, for han blødte helt vildt, siger Karl.
M .. mm, mumler hans far.”
Så går Karl ud i verden og gården, men han møder ingen, der ser ham. Derfor gør han på bedste Palle-alene-i-verden-stil noget af det, man ikke må.
Karl er lille, og da Idas far faktisk får øje på ham og kommer truende imod ham, så savner han sin mor og far.
Og ja, (spoiler-alert), han finder sine forældre igen, og nu er de nærværende og lytter til ham.
På alle billeder er katten med. Katten, der også ses i utallige varianter på både for- og bagsats. Kun en enkelt af disse katte har øjnene åbne, men på bogens billedopslag findes katten i mange varianter. Karl ser man først på sidste side, hvor forældrene endelig har øje for ham.
Moralen er tydelig: ”Vær nærværende, når du er sammen med din familie”, men den overtydelige morale mildnes af Pernille Lykkegaards fine og forunderligt indholdsrige tegninger. De gule gummistøvler får læseren til at se en lille dreng, og på skyggerne findes han også i skyggeblå silhuet.
Bogen kan give anledning til mange samtaler, – og til megen selvransagelse.
