Koglesugeren

‣ Forfatter: Bjørn F. Rørvik

‣ Illustrator: Per Dybvig

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 248

‣ Målgruppe:Fra 5 år

‣ Sidetal: 48

‣ ISBN: 9788771516364

KA DO SO GUBE NO?
HOLD MUND MED DEN GUBBEN

 

Rigtig mange danske børn kender forhåbentlig norske Bjørn F. Rørviks og illustrator Gry Moursunds vidunderlige humoristiske videredigtninger på folkeeventyret om ”De tre Bukkebruse”: De tre Bukke Bruse vender tilbage, De tre Bukke Bruse i Badeland og De tre Bukke bruse i skole.

 Men Bjørn F. Rørvik har en anden illustrator-legekammerat i billed(bogs)kunstneren Per Dybvig, som vi kender fra hans voksenbilledbøger Jægeren, Sortfossen og senest Fastlandet, som er forunderlige og åbne billedfortællinger, der vækker til eftertanke.

De to er på alle måder konkurrencedygtige i morsomme og absurde billedfortællinger.

Bjørn F. Rørvoks og Per Dybvigs billedbogsunivers har man tidligere kunnet møde i opsamlingsalbummet Radisehajen – og andre fortællinger om Ræven og Pattegrisen og Rebusløbet. En række fortællinger, som nok kunne få smilene frem.

Her i Koglesugeren er den gal igen. Ræven skal have renset sit gulvtæppe. Det hjælper ikke at ryste det, så andre metoder må tages i brug! Måske er Surefatters koglesuger brugbar? Surefatter vil bare ikke låne den ud, fordi den ikke er legetøj og kræver et sugekort. (Dem kan man kun få i Norge.)

Men som alle ved, er ræve snedige, og det er vores ræv også. Han har en plan – og så går den gakkede, grinagtige og vilde introduktion til koglesugeren og dens brug og misbrug ellers derudaf. Bliver rævens tæppe rent? Nej, men en produktion af koglesugersyltet hindbærsyltetøj tager sin begyndelse.

 Koglesugeren får en til at trække det helt store smil frem, der under oplæsning af fortællingen veksles til grin. For fortællingen og det skønne persongalleri er simpelthen urkomisk og sender tankerne i retning af både Monty Pythons gakkede gangarter, Anders Morgenthalers fortællinger og en totalt fordrejet Peter Plys og Hundredmeterskoven. Vi kender alle til pytknappen. Her i Koglesugeren introduceres vi til både startknappen og bommertknappen, og de er vel lige så relevante og forunderlige.

Per Dybvig er en billedbogskunstner fra øverste hylde, og hans persongalleri og fremstilling af både handling og genstande er i sig selv et studie værd.     

Koglesugeren anbefales varmt til børn og barnlige sjæle i alle aldre, der trænger til en sjov fortælling og et godt grin. Det er godt med et frikvarter en gang imellem.

 

Link til forlaget

 

 

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.