Kommer du nogensinde tilbage til mig? er Lise Villadsen tredje ungdomsroman efter de anbefalelsesværdige Tigerhjerte (2018) og Slet beviserne (2019), og ligesom de forrige udgivelser er Kommer du nogensinde tilbage til mig? en særdeles velskrevet og fængende ungdomsroman. Den handler kort fortalt om den svære første kærlighed, en sammenbragt familie der kommer i krise og en eksistentiel tvivl om, hvem man er.
Atlas, ja det hedder hovedpersonen, skal navigere i en familie, der er fyldt med løgne, store og små. Det sker samtidig med, at han oplever sin allerførste kærlighed, Adelia, som han havde tænkt sig, skulle være hans livs kærlighed.
Men kort før afgangsprøven i 9.kl. opdager han sandheden om sin biologiske fars. En sandhed, hans mor har holdt skjult for ham hele livet. Det får Atlas liv til at krakelere totalt.
Fra et lykkeligt liv med lillesøsteren Isabella, moren, papfaren Claes, vennen Emil, klassekammeraterne, og ikke mindst kæresten Adelia, begynder Atlas langsomt at tvivle på alt og alle: vennerne, moren, Adelia – og ikke mindst sig selv. Intet er, som det var, og Atlas trækker sig, som et anskudt dyr, fra alle fællesskaber.
Det er ren nedtur; men en nedtur der måske stoppes i romanens allersidste scene, hvor Atlas forsøger at kontakte Adelia. For:
”Der kommer måske en sporvogn til.
Men der kommer aldrig en pige som Adelia.”
Det støder denne læser lidt på manchetterne, at man ikke har det formelle helt på plads i romanen. Eleverne går ikke til eksamen efter 9. kl.. De skal bestå Folkeskolens Afgangsprøve, og medmindre man befinder i Sydslesvig, er der ikke nogen rektor i grundskolen, men en skoleinspektør eller skoleleder. Når man nu skriver en aldeles glimrende realistisk roman, så ….
Lise Villadsen skriver rigtig godt i et sprog, der er letlæst, uden der lefles for meget for den unge læser. Fortællingen er trist og væsentlig, og man er undervejs ikke uberørt som læser. For hvad sker der bag facaden på en, når man som Atlas, pludselig befinder sig i sit livs eksistentielle krise? Det er denne rejse, Lise Villadsen tager læseren med på.
Kommer du nogensinde tilbage til mig? anbefales varmt til brug som frilæsning i udskolingen og som værk til danskundervisningen. Men romanen er ikke noget lystigt værk. Man lider og føler med Atlas og hans liv i en umådelig svær fase i en familie i krise og med brud på brud. Bare det nu går Atlas bedre i gymnasiet…
Kommer du nogensinde tilbage til mig?