For tiden er der i medierne stor opmærksomhed på, hvad en skilsmisse gør ved det barn, der kommer i klemme mellem to stridende forældre. Gro Dahles og datteren, Kaias billedbog ”Krigen” er oprindeligt et bestillingsværk fra de sociale myndigheder i Vestfold i Norge. Tidligere har Gro Dahle sammen med sin mand, tegneren Svein Nyhus, som bestilling, skrevet og illustreret billedbogen ”Vrede mand” (Forlaget Alfa) om vold i hjemmet, ligeledes som bestillingsværk fra de sociale myndigheder.
Hvor ”Vrede mand” har været omdiskuteret som kunstværk i Norge, har dette ikke været tilfældet med ”Krigen”, der endog var indstillet til Nordisk råds børnebogspris i 2014 sammen med en anden billedbog om skilsmisser, Hanne Kvists langt mere poetiske og varme ”To af alting”.
I Gro Dahles tekst beskrives den opslidende skilsmisse konsekvent ved hjælp af krigsmetaforer, og anslaget lyder: Krig findes.
Historien handler om Julie, og er fortalt gennem hende. Mor og far skændes, far har en hemmelig kæreste og det hele ender med at mor og far går hver til sit og finder en ny partner. Som det ofte ses, skal Julie og hendes to mindre søskende skiftevis bo en uge hos far og en uge hos mor.
Som den største skal Julie stå for logistikken og kommunikationen, og som en anden forbindelsesofficer sørge for, at de små søskende og al deres habengut bliver bragt frem og tilbage, og for at de har det godt. For forældrene er overhovedet ikke i stand til at tale sammen eller til at være i rum sammen. Julie føler, at det er hendes skyld, at forældrene går fra hinanden. Julie bliver slidt ned, da presset bliver for stort, og det ender med, at hun skærer i sig selv.
Krigen flytter ind i Julie.
Med pigtråd,
med alt som er hårdt og spidst og skarpt.
Julie stikker sig med en nål
og med kniv, gaffel og saks,
skærer sig, så der bliver hul og sår og røde ridser.
For hvis der kun bløder indeni,
så kan man ikke se at det gør ondt.
Så kan ingen se de store, blødende sår,
ridserne og revnerne og de blodrøde striber.
Nogle gange hjælpe det at ridse et sår,
nogle gange hjælper det at skære sig,
men nogle gange hjælper det ikke noget som helst.
Så opdager forældrene endelig, hvor slemt Julie har det. De begynder at tale sammen, og langsomt løsnes Julies traumer og forældrenes krise – og freden indtræffer.
For sådan er det.
Freden kommer.
Forsigtigt.
Helt forsigtigt.
Sproget i bogen er på samme tid præcist, nøgternt og poetisk, og Gro Dahle viser også i denne fortælling sine evner til at udtrykke barnets allerinderste følelser og tanker.
Illustratordatteren Kaia Nyhus Dahle arbejder i sine store, ekspressive og stiliserede opslag med store farvemættede flader, der på allerbedste måde understøtter og giver handlingen nye vinkler. De gennemgående farver i ”Krigen”, er en blålilla grundfarve, der understøttet af en brun grumset farve, understreger kulden, håbløsheden og smerten i Julie. Heroverfor anvender illustratoren gul for at understrege den harmoni, der indfinder sig i fortællingen, hvilket tydeligst ses på bogens sidste opslag, hvor Julie nyder den gule sols varme siddende lænet op ad et gult træ – men hun er stadig iklædt blåt.
Hvert enkelt opslag er delt op som en teaterscene, med ten ydelig afgrænset forgrund, mellemgrund og baggrund som især bruges til at illustrere barnets position i fortællingen – eksempelvis er forældrenes krig i de første opslag anbragt i forgrunden, mens Julie og hendes søskende, som krigens ofre altid er det, er placeret i baggrunden. Og tekstens krigsmetaforer afspejler sig i illustrationernes knuste glas, smadrede blomstervaser, i forældrenes fortrukne og grådfyldte ansigter, og i datteren Julie, der står i baggrunden og sutter betuttet og lillepigeagtigt på et sweaterærme. Illustrationerne er voldsomme og sender intertekstuelle referencer til både stor udenlandsk kunst, og helt familiært til den måde Svein Nyhus løste opgaven i ”Vrede mand”.
Det er en væsentlig bog, mor og datter har fået lavet om et væsentligt emne med ”Krigen”. Både i tekst og illustration ses verden fra barnets, Julies, ståsted. Bogen danner således et absolut brugbart udgangspunkt for den svære eksistentielle samtale om et emne, der åbenbart stadig er tabu i mange (skilsmisse)hjem. De omkostninger, forældre påfører deres børn, ved ikke at kommunikere med hinanden på en ordentlig måde. Godt nok er ”Krigen” på mange måder en dystopisk billedfortælling, for alle aldersgrupper, men som jeg har påpeget rummer bogen, læst børnelitterært, et håb om en bedre fremtid for Louise. Og bogen kan læses på mange måder og niveauer.
