David spiller mig igen. Jeg fumler med at få den under kontrol. Hvor er min boldføling henne, måske begravet sammen med mor? Ariel kalder på bolden og sætter i løb. Jeg gør mig umage og kigger på bolden, da jeg rammer den. Bolden stiger… hen over hovedet på de voksnes forsvar og lige ind i Ariels løb.
”Kviksand” af Zimakoff handler ikke om det kviksand, man kan møde på stranden. Det handler om KSH-syndromet, nemlig kviksandssyndromet, der er en (hjemmelavet) betegnelse for den tilstand, man er i, når man ikke kan komme fri af mismod, sorg og nød. Storm har KSH. Han kan ikke huske dage, hvor alt var godt. Han husker kun dårlige dage, og han har ingen lyst til at leve. Hans mor er død, men det fremgår først til sidst i bogen, hvad der egentlig skete.
Da vi møder Storm, er han på cykel på vej ud til sit hemmelige fristed. Han møder Ariel, der bor på et hjem for adfærdsramte og særligt udfordrede unge. De bliver venner, og da Ariel spiller fodbold, får hun Storm med i en kamp på opholdsstedet. Bastian, der tidligere (og måske også nu) var Storms bedste ven, er også en del af vejen tilbage til livsglæde for Storm.
“Kviksand” er en bog, der ikke er håbløs og tyngende. Ariels tourette-diagnose med fucking mange bandeord som resultat giver liv til handlingen. Og Storm og Bastian og Ariel får til tider sat ord på den sorg, der ellers ikke har været ord for hos Storm. Der er masser af gode replikker i bogen, der er præget af dialog fremfor beretning, og det giver en meget letlæselig bog og desuden et komplekst og nuanceret billede af Storm.
Og husk: Kviksand er ikke dødeligt. Det er en myte. Man flyder oven på kviksand.
