Frida Kahlos selvportræt og selvforståelse får læseren serveret på første side:

”Da jeg var seks år gammel fik jeg polio og måtte ligge i sengen i ni måneder. Det var ekstremt smertefuldt, og da jeg endelig fik det bedre, kunne jeg kun gå langsomt og jeg haltede. De andre børn grinede og gjorde nar ad mig, hver gang jeg kom forbi kaldte de mig ”træben”” Jeg forsøgte at skjule mit spinkle højreben med tre lag strømper, men det narrede ikke nogen.

Jeg var anderledes og derfor udenfor. En ’outsider’.”

Frida er en helt særlig pige. Hun er ”ensom, men kunne egentlig godt lide” at være sig selv. Hun får lov at farvelægge faderens fotografier, hun elsker sin far, og tilbringer mere tid med ham end med børn på sin egen alder.

Hun drømmer sig bort, hun drømmer, at hun får vinger og kan flyve ud i verden og se – alt. Hun finder her en hemmelig ven, som bliver den første ven, hun har. Tilbage i virkeligheden tænker hun på sin ven, hun maler hende, og maler hende igen. Sådan blev Frida til maleren Frida Kahlo.

Denne del af bogen er først og fremmest illustrationer, der er smukke, poetiske, svævende og kulørte. Der er klare farver på omslagets for- og bagside. En pink og en smuk blå. Sproget i ”børnebogs-delen” er med korte sætninger, mange konkrete ord og det vil være overskueligt at læse selv, hvis man har knækket læsekoden.
Er man voksen eller en mere rutineret læser, så kan man læse den biografi, der er over Frida Kahlo på sidste side. Her fortælles om malerne Frida Kahlo, mens bogen er fortællingen om barnet Frida – før hun blev maleren Frida Kahlo.

Her ser man også billedet malet af Frida Kahlo: ”De to Fridaer” fra 1939. Et smukt dobbeltselvportræt.

Anthony Browne skriver aldrig ligegyldige bøger. Han tegner aldrig ligegyldige bøger. Dette er en bog om venskab på trods, om en piges opvækst og om maleren Frida Kahlo, der trodsede sin ensomhed og sin sygdom.

Link: Anthony Brownes bøger