Lille Krokodille er på standen med Store Krokodille og deres isbjørnevenner. Han vil hellere have is end makrelmad, men Store Krokodille siger, han skal spise sin mad. Han er sur, men da en måge forsøger at snuppe hans mad, beslutter han sig endelig for at spise, så han kan komme ud at bade med de andre – og da han først har spist, opdager han at han stadig er sulten og gerne vil have mere mad. Store Krokodille har heldigvis en mad mere med … og lakridser.
Bogen er illustreret med fine, farverige og sommerlige akvareller, der fortæller en anelse mere af historien, end den simple tekst – her ses fx den frække måge, der gerne vil have Lille Krokodilles mad, før den nævnes i teksten.
Historien giver et billede af et typisk mindre barn – i form af Lille Krokodille – hvis ønske om at bestemme selv fylder så meget, at det helt overskygger barnets sult. Det er en klassisk madkonflikt mellem forælder og barn; barnet vil ikke spise som forælderen ønsker, forælderen stiller krav og alle bliver sure. I denne fortælling bliver Lille Krokodille efterladt alene med sin mad, mens de andre hygger sig. Til sidst bliver det så kedeligt, at han spiser – konflikten er overstået, alle er glade, barnet mærker at det faktisk er mere sultent … og får så lakridser i stedet for mad.
Jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at finde pointen i denne bog. Egentlig indfanger den en klassisk konflikt ganske godt, men løsningen efterlader mig lettere irriteret og undrende. Det er ærgerligt, for bortset fra dette, er det en ganske fint illustreret sommer- og strandtursbog.
