”Skriften blev en anelse uklar – var det tårer, der byggede sig op i hans øjne. Var det derfor? Han lod hænderne glide hen over øjnene. Nej, han græd ikke. Han kiggede igen. Der var noget med bogstaverne. Først uklare, snart dirrende, buldrende, som befandt de sig midt i et jordskælv. Det sorte blæk svulmede og druknede linjerne på papiret og snart alle andre linjer i rummet.”
Elias har mistet troen på nærmest alt. Hans far er død, moderen er slet ikke tilstedeværende på grund af sorgen over tabet af faderen, Elias bliver groft mobbet i skolen, og humøret er helt i bund. Pludselig begynder han at få anfald, og under disse anfald føres han til en anden verden – en verden befolket af overnaturlige folkeslag, der bekriger hinanden.
Elias kommer på hospitalet til undersøgelser og møder her pigen Sia, der er indlagt på kræftafdelingen. Stor er Elias’ forundring, da han under endnu et af sine anfald møder Sia i den magiske verden, her som krigerprinsesse.
Elias opdager, at han også selv har magiske kræfter, han skal bare lære at tro nok på sig selv til at slippe dem løs, og han bliver på den måde en vigtig del af krigen.
Jeg må være helt ærlig og indrømme, at jeg virkelig ikke brød mig om ”Limbo”. Jeg forstår godt, hvor forfatteren gerne vil hen med historien, og at han gerne vil have nogle gode pointer frem, for eksempel hvor vigtigt det er at lære at stole på sig selv og sine egne evner, men jeg synes SLET ikke det blev formidlet på en ordentlig måde.
Plottet starter sådan set meget godt, og man aner potentiale til en stor historie med et meget stort univers, der kan udfoldes – men måske er det netop også en af bogens faldgruber. Ideen om et helt andet univers med mange forskellige folkeslag og folk med forskellige magiske evner er supergod, men meget, meget svær at folde ud på kun 136 sider. Det hele ender derfor efter min mening med at blive lidt overfladisk, og der er beskrevet alt for mange figurer, skabninger og scenerier, der er så anderledes at jeg ikke rigtig kan se det for mig. Jeg nåede aldrig at komme under huden på hovedpersonerne, og det irriterede mig lidt, og jeg var derfor lidt ligeglad med, hvordan det gik hovedpersonerne.
Det irriterede mig voldsomt, at der er mange stavefejl i bogen, og at den ene hovedperson for eksempel omtales skiftevis som Sia eller Shia hele bogen igennem (jeg fandt aldrig ud af, hvad den rigtige stavemåde var). Derudover er sproget meget snørklet og tungt, og er med til at bremse læseflowet. For eksempel kender jeg ikke ret mange unge, der vil sige ”Jeg har blot glemt gaven”, når de kommer uventet hjem for at hente noget de har glemt at få med. Sproget kommer til at virke lidt opstyltet, og det fremmer ikke rigtig læselysten.
Alt i alt er jeg ikke imponeret. Jeg forstår ideen, men synes der er lang vej igen, før bogen bliver virkelig læseværdig.
Som bonusinfo kan jeg tilføje, at der er udarbejdet gratis undervisningsmateriale til bogen, der kan bruges til udskolingsniveau. Materialet kan downloades via http://forlaget-facet.dk/produkt
