Gør dig parat til at bevæge dig ind i en verden mellem drøm og virkelighed, og hvor metaforer pludselig får en helt konkret betydning. I denne på alle planer løjerlige historie, gestaltes overgangen fra barn til voksen i en ikke helt almindelig togrejse.
Den 12- årige Luka må sande, at han er nødt til at komme med på toget og blive voksen, for nu er barndommen forbi.
På togrejsen forsøger han at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. En sur kontrollør viser Luka hen til et håndtag, som er en del af kolossalt maskineri, og Lukas opgave er at bevæge håndtaget fra side til side. Igen…og igen..og igen. Heldigvis bliver han afbrudt af væsnet Owi, som legede i Lukas drømme, da han var barn. Sammen med Owi stiger Luka af toget, da togrejsen alligevel ikke synes at give nogen mening.
Herfra bliver Lukas rejse til et kaleidoskop af forskellige begivenheder, hvor han møder sære væsner, der svæver i luften, en mærkelig dukkefører og en forfatter. I forfatterens historier rejser Luka videre mod fjerne steder, og efterhånden glemmer han den trøstesløse togtur.
”Den løjerlige historie om Luka” byder på en række intertekstuelle referencer. Vi bevæger os omkring i sære landskaber, der trækker veksler på H.C. Andersen, Lewis Carrol og Roald Dahl. Dog uden at miste sin originalitet. Den enkelte læser vil utvivlsomt kunne bidrage til listen af værker. Fortælleren er alvidende, og kan berette om de mange fortællinger, Luka møder på sin vej. Her er tale om stor fortællekunst, for det er ikke let at holde en historie som denne på plads, og stadig bevare sin læser undervejs.
Billedsiden skiller sig ud fra mange andre billedbøger ved en meget høj grad af meddigtning. Flere illustrationer er kunstværker i sig selv og fortæller historien i fragmenter, som i det opslag, der bringer Luka ud i vinterskoven:
Og en råkold vintermorgen gav Luka sin kuffert til to små kolibrier, som frøs så frygteligt i den hyldende vind.
Og Luka selv for vild i en stor birkeskov, hvor kun underlige og uhyrlige lyde kunne høres.
Ligesom historien, bevæger illustrator Antoine Déprez sig i flere stilarter, hvilket er med til at skabe tilpas variation i en fortælling, der ikke lader binde af genre eller stil. Derfor er bogen i fin tråd med en efterhånden ikke helt ny tendens til litterære genreblandinger i børnelitteraturen. Illustrationerne er hovedsagelig i stærke, klare farver, der udover pittoreske landskabsskilderier også har et ret stort persongalleri. Dette persongalleri er også præsenteret på bogens omslag. Detaljerigdomme er til tider ganske overvældende.
Bogens tema centreres om barnets rejse til det voksne univers, men Luka stritter imod og nægter at give efter for konformiteten. Han insisterer på at bevare fantasien og den fabulerede livsrejse, hvor intet er givet på forhånd. På symbolsk vis møder Luka et skilt, der viser alle mere eller mindre udefinerbare retninger mit i det store hø- hav, som han må krydse undervejs.
I sidste ende fortæller Luka selv sine historier for de mennesker han møder. Nogle står tilbage med tårer i øjnene. Andre kan fortsætte deres togrejse med et smil på læben.
Og Luka selv? Han fortsætter såmænd sin rejse på en væltepeter.
Denne bog bør læses med tid til fordybelse. Det ideelle ville være, at have den som klassesæt til mellemtrinet, hvor læserne kan have tilstrækkelig overblik over den komplekse historie. Bare man efterfølgende undlader at tale den ihjel. Lad den enkelte læser sidde med egen oplevelse, og nøjes eventuelt med blot at berøre tema og motiv.
Det vil være uklogt at forsøge at fastlåse en historie, der plæderer for det stik modsatte.
