”Jeg skal nok finde en vej ind i Asgård”, sagde jeg. ”Og det er heller ikke til at vide, hvad hun mente. Måske sagde hun det i virkeligheden for at gøre mig sur og sørge for, at jeg bliver ved med at bruge kræfter på at bekæmpe Freja.”
Her i fjerde og afsluttende bind, Lysbroen, møder vi Gyrith, Balder og Fionne i Irland. Gyrith er så forbitret over Frejas brutale halshugning af Kelt, at hun bedyrer, at Freja skal miste, hvad hun holder af: den anden kat. Gyrith vil have hævn. Den kan imidlertid ikke fås fra Irland, så selskabet må søge tilbage til Danmark, til landsbyen, hvorfra hun i sin tid rejste ud. Afrejsen finder sted med skib. Gyrith hverver et antal slaver, som skal hjælpe hende over havet til Danmark, og da foråret bryder frem, rejser hun, Balder, Fionne og krodatteren Alba af sted mod Danmark.
En strabadserende rejse bliver sejladsen over til Frankrig og derefter går turen op gennem Europa – gennem Frankrig og Tyskland.
I Hedeby hører Gyrith for første gang historien om sin far, Høgne, og det er en noget anden, end den hun kender. Høgne Høvedsmand fremstår ikke som nogen stor mand i de fortællinger, hun hører.
Fra Hedeby går turen videre op til Danmark, og hendes landsby, Vesterby. Og til hendes store forskrækkelse opdager Gyrith, at hun på ingen måde er velkommen. Det er Fionne derimod, og ham er der lagt store planer med – og når han bliver gift med Alba, som han har indledt et forhold til, så tegner der sig en lys fremtid for landsbyen.
Livet i landsbyen går rigtig skidt for Gyrith og hendes følge. Da Gyrith i sin tid hvervede sine slaver, lovede hun dem et liv i frihed, når hun nåede frem, det løfte holder hun, og disse gør, hvad de kan for at få livet i landsbyen til at udfolde sig gunstigt, men det lykkes ikke; for den, der især gør livet surt for hende er, ud over landsbyens vølve, Arnora og Gyriths mor Aud, Fionnes kæreste, Alba, som bliver mere og mere strid, og uanset hvad Gyrith prøver, så lykkes det hende ikke at gøre Fionne klart, at Alba ikke er noget godt parti for ham.
Hvad er der mon sket med Alba? Den gemmer vi til læserens egen læsning.
Men Gyrith mister aldrig sit projekt af syne: Hævnen over Freja, og den kan kun opnås ved at Gyrith og hendes følge åndeligt drager til Asgård. Gyrith forsones med Balder, og med Aud (Gyriths mor) som medium, søger hun, Fionne og Balder til Asgård …
Men hvad der sker herefter er en forseglet viden, som kun kan åbenbares ved, at man selv læser bogen. For hvad der sker med Balder, Fionne (Skarv) og Gyrith, kan man ikke være ligeglad med, hvis man har læst de første tre bind.
Fortællingen er forrygende velskrevet. Sproget er så knapt og smukt, at hver side er en nydelse at læse. Persontegningerne er komplekse og dybe i en imponerende grad. Og plottet er serveret så tæt og kompakt, at man overgiver sig.
Det er yderst sjældent, at en børnelitterær romancyklus giver så meget fra sig fra forfatter til læser. Man læser værket med stor lyst, men mærker også, at der bag værket ligger en stærk vilje til at skrive det sjælelige hos Gyrith så kraftfuldt frem, at det nødvendigvis må have sat sig sine spor hos forfatteren. Bogserien er i den grad til selvlæsning.
