Magnus og Mini

‣ Forfatter: Siri Melchior

‣ Illustrator: Siri Melchior

‣ Forlag: Gads Forlag

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 229,95

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 26

‣ ISBN: 9788762736122

Magnus har en lillesøster. Hun hedder Mini. Egentlig hedder hun Wilhelmina, men det er nemmere for Magnus at kalde hende Mini.

Mini vil gerne lege med al Magnus’ legetøj og helst samtidig med Magnus. Det er ikke altid lige populært. Faktisk smask-irriterende. Særligt når Magnus bare får at vide, at han er en stor dreng, der skal rumme sin lillesøster.

En dag får Magnus nok og skubber Mini, så hun falder ned på gulvet. Mormor kommer op på børneværelset for at tale med Magnus. Hun siger til ham, at han må være mere sofistikeret. Det ord kender Magnus sjovt nok ikke. Han får dog tænkt sig om og udtænker en løsning, der faktisk viser sig at være ganske god i første omgang. Han slipper i hvert fald for sin lillesøster for en stund. Men var det nu også det, han ville?

Magnus og Mini er skrevet af Siri Melchior, som er mest kendt som illustrator. Blandt andet til Oliver Zahles bøger om Pølse. Melchiors stil lægger sig i det naivistiske hjørne, og der er noget med figurernes øjne, der leder tankerne i retning af Ingrid Vang Nymann, der i sin tid illustrerede Pippi-bøgerne for Astrid Lindgren. Det er en stil, der appelerer fint til bogens målgruppe af mindre børn. Særligt de børn, der kan sætte sig ind i Magnus’ kvaler som storebror.

Magnus fungerer som jeg-fortæller, og på et tidspunkt henvender han sig direkte til læseren, der må love ikke at fortælle til andre, at Magnus græder, fordi han er kommet til at skubbe sin lillesøster for hårdt. Det er et lille, let fortællertræk, der fungerer fint og er med til at inddrage de små lyttere ved en eventuel højtlæsning. De skal hjælpe Magnus med at holde på en hemmelighed. Det skaber fortrolighed.

Magnus og Mini er en udmærket lille bog, selvom jeg ikke aner, hvorfor Magnus får at vide, at han skal være sofistikeret. Hvorfor smide et ord ind i bogen, som målgruppen med garanti ikke forstår? Det er glimrende at udvide børns ordforråd ved højtlæsning, men man skal som bekendt kravle, før man kan gå, og det skal sprogkendskabet også.

Jeg synes ikke, at bogen løfter sig over de utallige andre udgivelser, der findes om søskende og om, hvad det vil sige at være den, der altid skal være den store. For mig at se er det ikke historien, der kan sikre denne bog en fremtid, men måske snarere Siri Melchiors illustrationer. De rummer liv og vitalitet, og børnekaraktererne og deres skiftende humør kommer helt ud til læseren. Bogen vil være perfekt til højtlæsning.

Siri Melchiors bog kan købes til daginstitutionerne eller til hjemmet, hvis der for eksempel netop er kommet en lillesøster. Bogen rummer en fortælling, som er fortalt nogle gange før i børnelitteraturen, men omvendt er søskendeproblematikken udødelig, og det er fint med nye bøger, så bibliotekerne kan tilbyde andet end de ældre klassikere, som de voksne har det med at låne igen og igen. Nye bøger skal også have en chance.

Om Siri Melchior
Om bogen på Gads hjemmeside

Anmeldelsen er skrevet af Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Han har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte i mere end 20 år, og er nu redaktør på tidsskriftet DANSK og faglig konsulent for Dansklærerforeningen samt underviser i dansk på læreruddannelsen. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger. Han har gennem flere år anmeldt for Folkeskolen, Børn og bøger og naturligvis Bogbotten, hvor anmelderiet begyndte.