”Telefon. Hej skat, er alt vel? Du svarede ikke på om der var noget nyt med studie. Er der? Har du fundet ud af, hvad du vil? Far og jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at besøge jer i København en dag. Ville I synes, at det var rart?

Der burde være en lov imod at stille så mange spørgsmål i én sms. Jeg kaster telefonen over på sengen.

Hvad synes I, siger jeg. Jeg peger over mod reolen og spisebordet. I ser mig jo alligevel bare sidde her hver dag.”

Anne er flyttet fra sit studie i Århus til København, hvor hun nu bor i en lejlighed sammen med Jens. Jens arbejder på en tegnestue i et arkitektfirma, han har travlt, han møder nye mennesker, og langsomt bliver Anne helt, helt alene i den nye by. Anne er ikke begyndt på studiet igen, hun er i tvivl om, hvad hun skal læse. Hun er også i tvivl om, hvorvidt hun vil bo sammen med Jens, hun er også bange for, om hun nogensinde får venner igen.

Hun keder sig. Hun savner Århus. Hun savner alt. Og så bliver hun helt besat af, at der må være myg eller væggelus eller andre skadedyr i lejligheden.

Man kan også være søstjerne er en kortroman, der er fortalt i små korte episoder. Helt som Martha Flyvholm Todes debutroman, På Bornholm må man græde overalt

Flyvholm Tode rammer helt den unge Annes tanker, når hun skriver: ”Jeg overvejer, hvordan andre mennesker får deres køleskabe til at fungere. Hvordan nogle mennesker kan holde det rent og indbydende og anvendeligt til improvisationsmåltider.

Jeg åbner og lukker det. Kigger på uret.

Mennesker som Emma kan holde både lejlighed og hund og kæreste.

Jeg kan ikke engang holde et køleskab.”

Den under-underspillede humor er helt fantastisk opmuntrende at læse ind i denne noget triste fortælling om Annes vej ud i verden. Det er svært at flytte fra kollegiets rummelighed og venlighed og kærlige køkken til en lejlighed hvor alt afhænger af, om Jens, kæresten på tegnestuen, nu kommer hjem til aften. Jens viser sig også at være meget lidt bidragende til fællesskabet, han arbejder og drikker øl med kollegerne, og han ser ikke Annes liv.

Anne savner den tid, hvor ”det var okay at kollapse på asfalten. Man kunne lægge sig ned på asfalten og give op på at gå, og ens forældre ville komme og samle én op.”

Sådan er det ikke mere. Men nu kan man tage toget. Cityringen.

Det er en ungdomsbog, der i kort form giver et fint billede af den tvivl, der rammer de fleste unge (og en del ældre), når livsomstændighederne skifter. Ny by, nyt studie, ny bolig. Nye venner, nye kolleger og nyt liv. Det er svært. Altid.

Her er det beskrevet af en ung forfatter årgang 1993. Hun husker det.