En morgen fandt øens beboere en mand på stranden, havstrømmene og skæbnen havde skyllet hans tømmerflåde i land.
Bemærk sproget, der er kogt ned til det absolut minimale, og sådan er det konsekvent gennemført fortællingen igennem, hvilket er en fin styrke.
En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu, lød det i sin tid, mens man endnu kunne føle en smule rigdom og inspiration ved den kultur, som udlændinge bragte med sig, når de af forskellige grunde (krige, religiøs forfølgelse mv.) var nødsaget til at forlade deres hjemlande. Siden har forholdet mellem lokale folk og fremmede ændret sig dramatisk. Frygten har taget over og kynismen er dens tro følgesvend, og i kølvandet herpå finder man så forfølgelse, mistænkeliggørelse og racisme.
Armin Greders lille fortælling er en slags grundfortælling, en myte om man vil, om flygtningeproblematikken. Karen Blixen taler i skæbneanekdoten Den udødelige historie om fænomenet ”le juif errant” (jøden på evig flugt). Denne fortælling er måske den nødvendige og almene fortælling om ”Den evige flygtning”?
Manden, den ukendte og frygtskabende, står pludselig på øen. Og hvad stiller man op med ham? Man pakker ham af vejen i en gedestald, da man nu ikke i første omgang kan slippe af sted med at sende ham hjem.
Fiskeren er den ene, der føler medlidenhed med manden, men hvad stiller han op ene mand mod mængden?
En dag viser manden sig pludselig i landsbyen. Og hvad gør man så? Skulle man monstro integrere ham? Ansætte ham. Men det går ikke, end ikke præsten kan finde plads til ham i koret. Men kroværten giver ham den mad, han alligevel skal smide ud – men se til, hvor han spiser?
Og så breder rygterne sig om manden. Han skaber frygt blandt børnene, hedder det – og der gemmer sig nok også en morder i ham. Tilstanden er uholdbar. Han må væk, hjem til hvor han kommer fra, hvor det så end er, det er hans egen sag. Op på tømmerflåden med ham og væk er han.
Og fiskeren? Hans båd bliver brændt, det var jo ham, der for en kort stund tændte medlidenheden i dem. Måske var der andre, der tænkte som han, men de tav.
Og nu hvor fremmedelementet er borte, kan man så for fremtiden beskytte sig ved at bygge en høj mur rundt om øen.
Den fine fortælling afsluttes med en lille efterskrift af Mads Nygaard, der som bekendt er en af stifterne af Venligboerne. Efterskriftens morale er denne nyttige, at smil smager altid godt.
Armin Greder er født i Schweiz, men bor i dag i Lima i Peru. Han har skrevet og illustreret en lang række billedbøger og blandt andet modtaget Bologna Ragazzi Award og været indstillet til Hans Christian Andersen prisen
Det er en meget fint stemt fortælling med et indhold, som desværre er alt for genkendelig i vores senmoderne danske hverdag. Bogens illustrationer demonstrerer den gru, frygt og fjendtlighed, som teksten har fået luget ud, og lægger derved en dimension ekstra til fortællingen.
Bogen kan fint bruges som højtlæsning i de mindre klasser i skolen, og hvis man ikke vil tale flygtningepolitik, fordi det måske er for følsomt, så kan man jo i Kristendomskundskab læse den sammen med lignelsen om den barmhjertige samaritan. Hvem er min næste? Min nærmeste – eller enhver, der har hjælp behov?
Der er ingen nemme løsninger, det sørger frygten for.
