Mandfolk

‣ Forfatter: Mette Hegnhøj

‣ Illustrator: Katrine Louise Jakobsen

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 128,-

‣ Målgruppe:6+

‣ Sidetal: 24

‣ ISBN: 9788723530400

”Bønnes far har det hele.

Skruemaskine, stormlighter, pythonslanger.

Bønne derimod.

Han er ikke sej. Synes Villy.

Eller er han?”

Mandfolk indgår i Alineas serie Miniværk under mottoet: ”Små værker. Stor litteratur” – tiltænkt litteraturformidlingen i indskolingen.

Men et værk som Mette Hegnhøjs og Katrine Louise Jakobsens Mandfolk er langt mere end skolelekture, og fortjener et godt liv også uden for skolens rammer.

Hvad er et mandfolk?

Det forsøger den finurlige fortælling at give et svar på. Vi møder Bønne og Bønnes far. Bønne er absolut ikke et mandfolk, men det er hans far til gengæld. Synes Villy.

Villy, der bor på samme vej, med sin slappe ikke-håndværkerfar, er vild med at hjælpe Bønnes far, mens Bønne leger og redder dyr.

Villy bygger til gengæld med både fukssvans, vaterpas og rundsav. Der bygges både terrasse og saloon. Godt nok er det ikke alt, der passer sammen; men det gør ikke noget. Og så får man kæmpestore splinter i fødderne af det!

På overfladen er Mandfolk den sædvanlige fortælling om to drenge, der ikke kan finde ud af at lege sammen; men under den overflade rummer bogen et væld af små sidehistorier, som den om at kæmpe for miljøet. Bogen rummer blandt andet en brugsanvisning på, hvordan man bygger et insekthotel – fyldt med myrekryb.

Og så prøver bogen stadig at give et svar på det komplekse spørgsmål: Hvad er et mandfolk?

Da det går galt, brøler Bønnes far og Villy i hvert fald et rigtigt mandfolkebrøl:

”Rigtige mandfolk får blodforgiftning” – ”og træben”.

Mette Hegnhøjs ord, ordleg og ordbilleder og Katrine Louise Jakobsens underfundige tegninger danner tilsammen en skøn multimodal og livsglad fortælling, der bør kunne få både smilet, og det smørrede grin, frem på både store og små læsere.

Mandfolk anbefales varmt til småfolk, kvindfolk og andet godtfolk til brug i både litteraturformidlingen og fritidslivet. På rigtig mange måder tegner Mette Hegnhøj og Katrine Louise Jakobsen tegner i hvert fald et billede af manden, som ikke alle mænd vil være eller stå ved. Bogen lægger op til en god snak om kønsroller i det små og det store.

Læseren anbefales at tjekke de øvrige titler i serien. Her er der flere Ritter Sport fortællinger: kvadratiske, praktiske og gode!  

 

http://www.mettehegnhoj.dk/

https://www.alinea.dk/mandfolk

 

 

 

 

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.