På omslagets inderside er der et fint mønster med fjer og dun. Der er lidt Stian-Hole over illustrationen her på omslagets inderside. Det er Marcus-Gunnar Pettersson, der har illustreret denne poetiske fortælling om en mistrøstig ravn, der pludselig får en mening med tilværelsen. Ravnen Manfred er ellers så muggen, som en gammel ravn kan være: ”Jeg leder efter pølseskind, sukker han. Jeg skændes med mågerne. Jeg tænder op i kaminen og læser i min bog, og dagen efter starter det hele forfra.” Manfred har bolig midt i Stockholm i Gamla Stan, oven på et fint og gammelt palads. Her bor han, her tænder han op i sin kamin, og her steger han sine pølser.

En dag redder Manfred en lille dunet unge fra at falde ned. Ungen er ikke flyvefærdig, og det ender med at Manfred må tage sig af Mågens, som han kalder dunungen.

Manfred forsøger sammen med sine venner at finde forældrene til Mågens. De leder i Stockholm. Her er de i Kongens Have, de er i Humlegården og tegneren får Stockholms smukke midtby med ind i sine illustrationer. Manfred er nok en gammel ravn, men det er nu også hyggeligt at have en lille irriterende dunet unge at tage sig af. Det opdager han især, da Mågens er blevet væk: ”Lille Mågens, mumler Manfred for sig selv. Mågens på taget. Åh, så varmt det føltes, da ungen klamrede sig fast mellem vingefjerene. Og hvilken energi den fik, når den fik mad.”

Teksten passer så fint til de poetiske smukke billeder. Såvel billeder som tekst har et lille svirp i sig, der gør, at det ikke bliver pink og patetisk. Manfred og Mågens er et godt makkerpar. Og Manfred finder en mening med tilværelsen, et ”kald” som han efterspurgte på de første sider.

Links: https://www.marcusgunnar.se/

https://grandagency.se/authors/eva-whitebrook/