Det er svedende varmt og Manne og far er ved at gå til i heden. Derfor pakker de bilen og drager af sted mod stranden, vandet, mågerne og iskiosken. Men da de kommer frem til stranden, er det ikke helt som de havde regnet med. Solen er væk, mågerne er tavse og iskiosken er lukket. Manne og far er skuffede, men heldigvis kommer far i tanke om, at der stadig er masser af sand.
Og så kaster de slukørede strandløver sig over et ambitiøst byggeprojekt. De vil lave verdens største sandslot. Det viser sig, at far er ret god til at bygge sandslotte. Faktisk er han så god, at han kommer til at glemme, at Manne også skal være med til at bygge. Manne bliver sur og ked af det, for det er ikke sjovt at være tilskuer, mens far folder sig ud.
I stedet begynder Manne at grave et hul. Dybere og dybere, indtil himlen er en lille bitte prik langt borte. Men på bunden af hullet melder sulten og ensomheden sig. Mannes vrede fordamper og erstattes i stedet af savn. For selvom far er dum og kun tænker på at bygge verdens største sandslot, er han stadigvæk far.
Mens Manne tænker på hvordan han skal komme op fra dybet, brager far ned igennem hullet. Det er egentlig meget heldigt, for far foreslår, at de kan grave en trappe op til stranden. Sammen. Og det er jo netop det Manne vil. Lave noget sammen med far.
Kalle Carmback skildrer verden set gennem et 4-6-årigt barns øjne i et enkelt og humoristisk sprog. Dialogen mellem Manne og far er sparsom og holdt i korte sentenser, mens tanke- og sanseindtryk udfoldes rigt. Følelserne i fortællingen er store, men Manne og far i talesætter hverken deres uvenskab eller deres forsoning. I stedet vises det gennem sproget og gennem illustrationerne.
Mats Eriksson og My Engström Renmans illustrationer er fulde af skæve og spøjse indslag. Dingenoter og anordninger gemmer sig på siderne og minder på mange måder om Sven Nordqvists univers, om endt i en noget grovere og mere dyster udgave. Illustrationerne supplerer teksten, men de mange små detaljer, som en kat med en fiskestang, et sørøverskellet og spejdende periskoper giver samtidig læseren mulighed for at brygge videre på historien selv.
Tematisk deler Manne graver et hul fællestræk med Andres Bræstrup Kirsteins bog Bo bygger en ost. Her er det ikke et far og søn forhold der skildres, men et venskab. Et venskab der bliver sat på prøve, da drengen Bo bliver så optaget af sit byggeprojekt, at han glemmer sin ven Jon og dermed sårer hans følelser.
I Manne graver et hul udspiller der sig et følelsesmæssigt drama i vandkanten. Det er sjovt og alvorlig på en og samme tid. Hvis man leder efter en oplæsningsbog til strandturen, er denne bog bestemt anbefalelsesværdig.
My Engström Renman http://myengstromrenman.se/?page_id=41
Lamberth forlag http://lamberth.dk
