”Hvis man ikke engang imellem er ked af det, er man ikke noget rigtigt menneske. Jeg er ked af det, men jeg er også glad. Det her er for eksempel min familie.”

Det er ikke nemt for Cornelia at flytte fra ”os”, der bestod af mor, far og Cornelia og ind til et nyt hus, hvor det nu er Cornelia og mor (og en række spøgelser), der bor. Det har hun ikke lyst til. Hun savner sin far, sin familie og ”os”. Nu har hun kun en ny ven Arthur, og så har hun sin sørgende mor, der skal have alt til at fungere. Cornelia gør det ikke nemmere for sin mor:

”Cornelia hadede huset, allerede inden de var kommet ud af bilen.
Det ligner en borg, sagde hun og lænede sig helt frem mod forruden, mens blæseren sendte sin kvælende luft lige i ansigtet på hende.”

Her i huset er der intet, der virker. Dørene knirker, varmen er i stykker, og det larmer og banker natten lang. Cornelia forsøger at løse det, men skræmmes også af underboen Esther, der er virkelig mærkelig.

”Maskernes Hus” bliver det nye hjem kaldt. Det er der en grund til. Den forsøger Cornelia at finde frem til. Eller måske snarere tilbage til.

Lars Daneskov har skrevet en række børnebøger, (blandt andet om Stenfjæs) og det har været ”humoristiske fortællinger for børn”. Her er det en krimi, en spøgelsesfortælling, der er uhyggelig på læsbar vis for 9 – 14 årige. Ældre kan også læse med.

Der udgives mange bøger til børn. Der er formentlig også en del krimilæsere iblandt de unge læsere, men ofte er det krimi forklædt som fantasy, der udgives. Her er det en mere klassisk krimi, men man bliver aldrig fanget ind af Cornelias uro og sorg. Det er en bog, der forsøger at være lidt filosofisk i forhold til sorg. Det lykkes ikke helt. Spøgelser sætter som bekendt ikke fodspor, det gør Arthur og Cornelia, da de går sammen ud af huset, men bogen sætter ikke fodspor hos læseren.

Links: Om forfatteren