Max Vero – Venner i krig

‣ Forfatter: Cecilie Eken

‣ Forlag: Gutkind

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 240

‣ ISBN: 9788743404934

”Max og hans venner Amir og Sita bor i Beleria, et stort land ud til havet med floder, sletter og
bjerge. Nord og øst for Belereia ligger Darien, og de to lande er i krig om kontrollen over
Merabjergene, den bjergkæde, der udgør grænsen mellem dem. (….) Krigen har varet i næsten fire
år, for Beleria og Darien er lige stærke. De kæmper i bjergene og på havet. De bomber hinandens
byer og fabrikker. De prøver at sprede sygdom og kaos hos fjenden.”

Det er baggrunden for den historie om krig og kaos og venskab, der fortælles af Cecilie Eken. Det
er venner i krig. Og venskabet spiller en stor rolle.
De er med i krigen, men de er sammen: ”Senere sidder Max sammen med Sita og Amir i kontoret i
det gamle bådehus. Max har kun underbukser på og et tæppe omkring sig. Hans sokker og det andet
tøj hænger til tørre ved et elektrisk varmeapparat. De to andre lo, da de så ham, helt våd og kold.
Max gad ikke fortælle, hvad der var sket, og sagde bare: Jeg gjorde mit bedste, men han slap fra mig.”

Max har lige været i infight med Stefan, som han har en konflikt med. Det er en kamp, der involverer
motorcykler og strålepistoler. Max, Sita og Amir er brudt ind på det militære lager, hvor de har stjålet
en stjernekrystal. Stjernekrystaller er drivstof til det fly, de gerne vil have i luften. Det er således en krig,
der foregår lige her og nu, hvor også de unge venner er involveret.

Det er en roman om venskab, men det er først og fremmest en bog om modet til at gøre noget.
Der er masser af kampfly, jagerfly, biljagter og spioner i romanen. Der sker noget. Altid.

Det er Cecilie Eken, der er forfatter, så man kan (midt i jagerflyenes angreb) altid glæde sig over
det fremragende, præcise, varierede, smukke sprog, der fortæller om de barske handlinger.

Det er en bog, der tager krig og action alvorligt. Sita, den unge pige i trekløveret, siger: ”Og hvad er
vi andre? Hvordan ville du selv opføre dig, hvis du havde set din far og mor brænde inde og stod
med ansvaret for tre mindre brødre? Da han ikke svarer, smiler hun næsten umærkeligt.
Den her krig får os alle sammen til at gøre dumme ting, Max.”

Bøgerne om Max Vero har tidligere været udgivet som en illustreret Læs-Selv-Serie.
På baggrund af
situationen i Europa kunne Cecilie Eken mærke, at hun ikke var færdig
med at skrive om Max og
derfor er fortællingen her genskrevet, samlet og målrettet
de actionsøgende læsere fra +10 år.

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.