Meget gode liv – Fordelene ved at fejle og fantasiens store betydning

‣ Forfatter: J. K. Rowling

‣ Oversætter: Mette Nejmann

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:14+

‣ Sidetal: 76

‣ ISBN: 9788702257182

”Jeg har ikke tænkt mig at stå her og fortælle jer, at det er sjovt at fejle.

Det var en mørk periode i mit liv, og jeg havde ingen anelse om,

at der siden ville komme det, som pressen har beskrevet som en slags eventyrslutning.”

Som alle ved, er prisen på guldkorn høj, og det gælder også for denne lille pamflet på 76 tyndt beskrevne sider med dobbelt linjeafstand, lidt illustrationer og god luft mellem sætningerne. Til 199,95!

Men den lille bog indeholder den tale Very Good Lives, forfatteren J. K. Rowling holdt for dimittenderne på Harvard University tilbage i 2008, altså for godt ti år siden, og den tale rummer altså adskillige guldkorn, både hvis man ønsker at forstå noget af det J. K. Rowling står for og forstå sit eget liv.

I vores evidensbaserede, læringsmålstyrede og effektivitetsbaserede samfund er det en lise for sjælen at læse J. K. Rowlings tale, der falder i to dele, et forsvar for fantasien og et forsvar for retten til at begå fejltrin for unge mennesker i deres søgen efter det Meget gode liv.

Essayet giver desuden et enestående indblik i den unge forfatterspire J. K. Rowlings uudholdelige position mellem forældrenes drømme for hendes fremtid og hendes egne drømme om at blive fuldtidsforfatter. For forældrene var det ønsket om, at deres datter kunne tjene til livets opretholdelse og ikke ende i fattigdom. Rowling mener ikke der er nogen som helst grund til at romantisere fattigdom. Som næsten alle ved, levede hun flere år på denne fattigdomsgrænse.

Men hun var endnu mere bange for at begå fejl, skuffe forældrene og dumpe sine eksaminer på universitetet. For hun levede ikke det liv, forældrene ønskede. Hun sad på cafeer og skrev eventyrlige fortællinger, blev gift og skilt og levede som enlig mor. Og ikke mindst oplevede hun livets grusomme skyggesider ved at arbejde for Amnesty International. Ikke nogen lykkelig succesfortælling før Harry Potter dukkede op og forandrede hendes liv grundlæggende.

Der er ingen tvivl om, at J. K. Rowlings livsfilosofiske betragtninger fra hendes egne formative år kan danne grundlag for yngre læseres overvejelser over, hvad et godt liv er.

”Som de eneste skabninger på denne planet er mennesker i stand til at lære og forstå uden selv at have erfaret. De kan sætte sig selv i andre menneskers sted.

Dette er selvfølgelig en egenskab, der – ligesom min version af fiktiv magi – er moralsk neutral. Man kan bruge den til at manipulere eller kontrollere, eller man kan bruge den til at forstå og sympatisere.”

Meget gode liv – Fordelene ved at fejle og fantasiens store betydning anbefales til læsere der ønsker at komme bag forfatteren til fortællingerne om Harry Potter og hans venner og fjender. Og dem er der mange af. Endelig lægger bogen sig smukt ind i slipstrømmen på eksempelvis Svend Brinkmanns trilogi: Stå fast, Ståsteder og Giv slip. Lad os håbe flere unge vil gøre oprør, stå fast, give slip og fjumre lidt rundt i tilværelsen frem for at falde for diverse regeringers fremdriftsreformer! Retten til at fejle og fantasien har vi brug for fremover.

Meget gode liv – Fordelene ved at fejle og fantasiens store betydning

J.K. Rowling

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.