Kan man vække en gammel, elsket børnekarakter til live igen ved at gøre ham voksen i et samfund, der ligger langt fra det 80’er-Danmark, som han voksede op i? Er det stadig relevant at kunne trylle? Og når man nu endelig vitterlig kan trylle, hvorfor holder man så op med det, bare fordi man bliver stor?
Alt det får vi svar på i Mere Magiske Mads af Gunnar Wille, og det går heldigvis ikke stille for sig. Det er jo Magiske Mads, vi taler om, og han er ikke kedelig, selvom han er lige ved at blive indhentet af det der voksenliv og alle dets voksne forpligtelser. Heldigvis har han fået en meget opfindsom og foretagsom datter, der kan vække magien til live igen.
Inden vi møder Magiske Mads som voksen, skal vi dog først læse to af de originale historier om Magiske Mads. I 2020 blev de første Magiske-Mads-historier genudgivet (og anmeldt her på Bogbotten), og den nye, Mere Magiske Mads, byder på endnu to genudgivelser. Ligesom i 2020 har Gunnar Wille skrevet et kort forord, hvor han gør opmærksom på, at de to første historier, Magiske Mads og den store eftersøgning og Magiske Mads på sommerferie, er skrevet i henholdsvis 1982 og 1983. Dengang var tiden anderledes, og der var ikke noget internet. Alene denne oplysning kan formentlig henstille Magiske Mads til et sted i jægerstenalderen i mange børns bevidsthed. Mads’ barndom i et forstadsrækkehus afslører dog noget andet.
De gamle historier er ikke overraskende fulde af ballede og magi, og særlig skarp i min erindring står tv-udgaven af Magiske Mads og den store eftersøgning, hvor Mads’ far trylles ind i en tegning, der efterfølgende blæser væk. Det er også i denne historie, at Mads hjælper nogle ethjulede kugler med at trylle en grufuld trold væk. Ja, det er gudskelov bimlende, larmende åndssvagt.
Den nye historie med den lidt underspillede titel Magiske Mads og datter bringer Magiske Mads frem til nutiden, og her afsløres det, at han holdt op med at trylle som tolv-årig, fordi han syntes, det var barnligt, og han hellere ville spille computerspil med blod og afhuggede hoveder. Tja, det er vel den vej, det går. Sært som magien har det med at forsvinde sammen med barndommen. Se, her kunne der godt gå dansklærertolkning i den, hvorved man kunne konkludere, at alt trylleriet i virkeligheden aldrig fandt sted, men blot opstod i Mads’ barnlige, livlige fantasi. Lidt som når Lewis Carrols Alice vågner op og finder ud af, at Eventyrlandet med dronning, filurkat og hattemager bare var en drøm. Måske. Sådan er det ikke her. Mads kan trylle. Han skal bare lige mindes om det. Det mest overraskende aspekt er imidlertid, at hverken Mads’ datter, Sofia, eller hans kone, Anna Charlotta, nogensinde har kendt til Mads’ magiske evner. Da Sofia beslutter sig for at være opfinder og opfinder en maskine til koprutter, skal hun dog bruge en ko oppe i lejligheden, og så er der igen brug for magi, galskab og bunker af lydord. Præcis som vi kender Gunnar Wille.
I øjeblikket kan man på Facebook finde videoer, hvor Gunnar Wille fortæller om, hvordan Magiske Mads blev til, og hvordan han indspillede historierne først som radiospil og senere som tegnefilm. Reminiscenser fra en tid, hvor kulturen for børn på mange måder var mere enkel end i dag. Spørgsmålet er så, hvor vi kan placere Magiske Mads i dag? Er der plads til ham i vor tids børnelitteratur? Det vil jeg afgjort mene, at der er.
Børn i dag kender Wimpy Kid og Kitty’s Dagbog, der rent formmæssigt kan minde lidt om Magiske Mads, og vi har desuden også folk herhjemme, der tør skrive gakket for børn. Det kunne være Kim Fupz Aakesson eller for den sags skyld Jacob Riising. Det, synes jeg, er godt og befriende.
Børnelitteratur i dag kan være alvorlig. Alene det faktum, at vi har klimalitteratur for børn eller hyldekilometer af bøger om børn, der har det svært, understreger, at der i store dele af børnelitteraturen findes en alvorstung virkelighed, der presser sig på. Gunnar Wille udfylder for mig at se en niche, der er opstået i skyggen af denne alvor, nemlig nonsensfortællingen, der trods sine gak og løjer sagtens kan rumme flige af alvor. I Magiske Mads og den røde bus møder vi fx racismen hos Tynde Timme og Taxa Ole, og i den nye historie, Magiske Mads og datter, arbejder Sofia på, hvordan man kan anvende koprutter klimavenligt.
Først og fremmest er der dog knald på i Gunnar Willes fortællinger, fordi det er sjovt. Gunnar Willes begejstring for Magiske Mads kan mærkes på siderne, og det smitter læseren og minder os om, at gak og gøgl faktisk kan udgøre en glimrende pause fra hverdagens hårdtpumpede tempo. Også selvom sociale medier har sneget sig ind hos Magiske Mads. Faktisk har Gunnar Wille opfundet sit helt eget sociale medie i Mads-universet, og der ligger en herlig ironisk distance i beskrivelsen af, hvordan folk farer kugleforvirrede rundt i en kæmpe flok for at få et glimt af det sidste nye fra de sociale medier. Virker det genkendeligt?
Gunnar Willes hjemmeside
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside
