Min bror er en nørd. Lad os sige det sådan. Han har ingen venner. Han hader skolen. Han hader sine lærere. Ja, jeg tror, han hader hele verden. Og det meste rager ham en skid. Han har jo det andet. Sin hobby. Det eneste han går op i er rummet.
Det er en lille familie, læseren møder i denne korte roman, i hvilken det af overskrifterne på de ti kapitler fremgår, at der er ti dage til verdens undergang. Familien, der venter på meteoren HX 205, består af far, mor, storebror, lillesøster Emma foruden jeg-personen, der er en venlig og betænksom dreng, der tager sig af lillesøsteren.
Nik og Jay sang Én dag tilbage, og indbyggerne i Lønneberg ventede sammen med Emil på, at en komet skulle ødelægge verden. Jordens undergang er et tema, der altid har optaget mennesker: Hvad ville man gøre, hvis man vidste, at tiden var kort, og verden var tæt på ødelæggelsen?
Her i Meteor går civilisationen i opløsning. Skolen lukkes, moderen flygter til religionens verden, faderen drikker sig sanseløst beruset, og de tre børn flygter til farfaderens ø, hvor de så er sammen de sidste dage.
Tankevækkende, at man kan skrive den slags til børn. Løgstrup ville have protesteret og sagt, at man aldrig skal tage livsmodet fra børn – i så fald må man være en nidding. Men Einspor er ikke en nidding. Han er en forfatter, der skriver helt i øjenhøjde med børn. Børn er også klar over, at verden ikke absolut er uproblematisk. De hører om katastrofer og krige, og de hører om flygtninge og børn, der flygter. Her er det bogens tre børn, der flygter, mens de voksne søger glemsel i religion eller alkohol. Måske er der håb til sidst, måske er alt slumret hen.
Det er overraskende, hvor rystende en fortælling, der kan leveres med et lixtal på 7 og på 49 små og meget ”hvide” sider. Det er også overraskende, at man kan levere en sådan ”letlæsningsbog” helt uden illustrationer. Og det er ikke mindst overraskende, at man ikke savner disse illustrationer. Det er en fremragende og frygtelig historie. Kort sagt er Meteor kompleks litteratur med en forenklet syntaks til de 10-12-årige – og det er godt. Men prisen? 329 kroner for 49 sider i A5-format! Uden illustrationer. Det er dyrere end selv den tyndeste digtsamling af Søren Ulrik Thomsen.