”Hey, hvisker Mille altid og stråler med hele overbiddet, når hun sætter sig ved siden af mig om morgenen. Så fortstter hun med en eller anden sjov ide, hun har fået på vej til skole.
Hvad nu hvis jeg lånte to af min mors parykhoveder og puttede dem ind i nogle hættetrøjer – tror du så, Line ville tro, at det var os, der sad og lavede gruppearbejde? siger hun for eksempel.”
Det er den anden bog om de to veninder Mille og Mille. Det er Anne Sofie Hammer, der er forfatter. Det er Anne Sofie Hammer, der har skrevet bøgerne om Villads fra Valby, hvor hun rammer et børneunivers så rent. Her er Mille og Mille i ti-tolv-års-fnisealderen, og de er lige så Tik-Tok-joke-prank-agtige, som man kan vente. Bogen er en graphic novel, hvor alt er tegnet, også bogstaverne er håndskrevne. Der er læserhenvendelser, der er ironiske kommentarer. Der er dialog, skilte og samtaler i et meget komplekst tekstbillede, hvor ”tekst” betyder billeder og verbalsprog i sammenhæng.
Det er en bog, der har et svært tekstbillede for de urutinerede læsere, men det er en morsom, humoristisk og venindevenlig seriebog om to piger, der finder på mange jokes, der dog alle er ret uskyldige. Insekter og edderkopper på storebroderens værelse, balloner på toilettet og udspionering af ”Hemmelige Henning” er noget af det, de får dagen til at gå med. De elsker deres klasselærer, de er hjælpsomme og velopdragne piger, men de er også fyldt med fest og farver.
Serien om Mille og Mille er munter og medrivende. Der kommer helt sikkert flere bøger, for på sidste side er der (helt som i de klassiske Jan & Pukbøger) en opfordring til læseren om at være med i legen. Man kan ”Hvis du har en sygt godide til en prank eller til, hvad næste bog skal handle om” skrive til en adresse: migogmille@gutkind.dk.
Hermed er opfordringen givet. Der må gerne komme mange bøger om Mille og Mille. Alt skal ikke være letlæseligt med store typer. Der kan også være Mig&Mille-bøger med håndskrift og humor.