Mille Møgunge bager en gave

‣ Forfatter: Joanna Nadin

‣ Illustrator: Jess Mikhail

‣ Oversætter: Elisabeth Kiertzner

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 129 kr.

‣ Målgruppe:7 – 9 år

‣ Sidetal: 132

‣ ISBN: 9788763858953

”Jeg kan som regel ikke se meningen med ønsker, for de går næsten aldrig i opfyldelse. For eksempel har jeg i år indtil nu ønsket mig:

  1. en karamelis, der ikke kan smelte
  2. en Tyrannosaurus Rex
  3. et par røntgenbriller
  4. en tidsmaskine (til Kosmus* fødselsdag, fordi han er meget vild med tidsmaskiner, særligt dem, der er lavet af en bus, noget stanniol og et vækkeur)
  5. 368 kroner og 25 øre”

Sådan laver Mille Møgunge lister over mange ting. Og når hun ønsker sig nøjagtig 368 kroner og 25 øre, så er det fordi, hun skylder sin mor nøjagtig det beløb. Hun skylder for (igen en liste):

  • Dengang jeg kom til at ringe til Indien ved en fejl
  • Dengang vi ødelagde fars barbermaskine, fordi vi skulle barbere Gloria Maj Münster-Madsens hoved, som havde fået superlim på
  • Dengang mig og Kosmus ødelagde støvsugeren ved at suge nogle bobler op.

Sådan har Mille mange lister over det, hun har gjort, ønsker sig eller skylder andre. Det er en sjov og ironisk fortælling om en pige, der er handlekraftig og ikke særlig reflekteret i handle-øjeblikket. Bogen er, som en seriebog skal være. Der er ingen udvikling hos hovedpersonen, der vedblivende er en irriterende møgunge set fra et voksenperspektiv, men som er en god ven, en ærlig pige, der har hjerte for andre end sig selv. Alle hendes tiltag lykkes dog ikke, som her, men hun fortæller gerne om pinlighederne.

Bogens forfatter er Joanna Nadin, der præsenterer sig selv således: ”Joanna Nadin har skrevet denne bog  – og mange andre lige som den. Hun er lille, sjov, dygtig, finurlig og musikalsk. Inden hun blev forfatter, ville hun være mester i standarddans, eller jockey, men faktisk var hun livredder ved en swimmingpool…….” – og sådan fortsætter det.

Det er en bog, der kan læses af alle nybegyndere i læsedisciplinen. De vil få en sjov historie, de vil i  ”tre-i –én”- historien møde den samme Mille i forskellige udfordrende situationer.

Det kan de glæde sig til.

Joanna Nadin

 

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.