Vinteren var slut, og det var nu, foråret skulle komme. Men foråret kom ikke.
Og sådan indledes Mimbo Jimbos eventyrlige vinterrejse. I denne fortælling møder vi alle de kendte dyr fra Mimbo Jimbo-bøgerne: Mumbo Jumbo, bavianen Frede, Post-Geparden, de gnavne løver og flere endnu. Rejsen byder på lidt af hvert fra Strids hånd – et gå-hus, en magisk glasklokke, en lille skægget mand, der hedder Igor Spratolnovitsj, en kæmpe maskine med tandhjul og spejle og en enorm elektrisk pære og tre små hekse – og den iskolde og mærkværdige vinter ender da heldigvis i et forløsende forår med kager og kakao hos Mumbo-Mor.
Illustrationerne er Strid, når han er allerbedst; her kombineres flere stilarter, hvilket skaber en velfungerende kontrast imellem de farverige og naivistisk udtryksfulde dyr, og de enkle, men storslåede, blåhvide vinterlandskaber. Samtidig spilles der i farvelægningen på lys og mørke, så man et sted næsten føler at lyset slukkes, når man bladrer. Detaljerigdommen er i fuldt flor, når både dyrenes huse og det mekaniske gå-hus ses i tværsnit.
Teksten er også Strid i sit bedste hjørne: levende, legende – og ikke mindst overraskende! Der bruges ord, der er sjældent set i andre børnebøger: ”– En samovar med varm the, sagde Frede. – Sådan en har jeg ikke set, siden jeg var i Sankt Petersborg.”
Det vrimler med små intertekstuelle referencer, mest til Strid selv (særligt de øvrige Mimbo Jimbo-bøger, ”Den kæmpestore pære” og ”Dimitri 9mm”), men vi ser da også Frede læse Tolstoj.
Fortællingens form er mere som ”Den kæmpestore pære”, end de øvrige Mimbo Jimbo-bøger, både i forhold til bogens fulde længde og sætningernes opbygning, og taler således til lidt større børn – men de yngste Mimbo Jimbo-elskere vil nok holde af den i små bidder alligevel. For med alle sine små særheder og Strid’ske absurditeter, er dette er et mesterværk for både øjne og ører, store og små.
