”Er du god til at rydde op på dit værelse? Det er gribben. Altså ikke på værelset, men i naturen. Det meste af dagen svæver gribben rundt højt oppe i luften. På udkig efter dyrelig – det, der kaldes ådsler. Og når den ser et, styrtdykker den. Mums! Nu skal der guffes!”
I denne lille ABC-kuffert finder vi 29 dyr, 29 bogstaver, 29 sjove dyrefacts/-beskrivelser – og et enkelt ekstrakort med idéer til, hvordan de øvrige kort kan anvendes.
Maria Rørbæks korte tekststykker om hvert enkelt dyr er humoristiske, informative og oplæsningsvenlige. De fleste af bogstaverne er repræsenteret af dyr, man ofte møder i alfabetbøger – der er abe, krokodille, slange og ål – men nogle stykker er rimelig kreative og iøjnefaldende; det er fx ikke ret tit man hører om en quetzal (hint: det er en fugl) eller et weekend-dyr (hint: det bor i en børnehave).
Rasmus Juuls illustrationer er alle holdt indenfor det samme, lidt afdæmpede, farvekort med en del blå og gråbrune nuancer – uden at de i øvrigt af den grund er eller virker farveløse; de fremstår bare ualmindelig fine og rolige, når de lægges ud samlet. Detaljegraden er varieret, men samtlige dyr ses tydeligt, også på afstand.
Dette er et rigtig fint alternativ til en ABC-bog; kortene lægger op til leg og deltagelse. Her kan man vælge, om man vil fokusere på dyr eller bogstaver – eller begge dele – som man har lyst til, og på den måde er der også mulighed for at variere brugen efter aldersgruppe og interesse. Kufferten kan fungere fint fra de yngste børnehavebørn og helt op i indskolingen.